09.01.2018 14:49 Category:

Velbesøgt konference åbnede 2018

350 musikpædagoger samlet til inspiration, videndeling og networking.


Den musikpædagogiske konference ‘Musikalsk læring på tværs’, samlede over to dage 350 musikpædagoger fra store dele af landet til fælles inspiration, videndeling og networking.

Et succesfuldt møde
Deltagerne underviser til daglig i alle dele af det musikalske økosystem på blandt andet musikskoler, folkeskoler og konservatorier. Det hører derfor til de absolutte sjældenheder at have dem samlet under samme tag, men ikke desto mindre mærkede man tydeligt et fælles fokus og en forståelse af musikkens betydning i samfundet og ikke mindst i børns uddannelse og dannelse.

”Vi har med den åbne skole nu mulighed for at bringe musikken ud til mange flere børn, end det er tilfældet i dag, hvor kun 4-7 % spiller et instrument i musikskolen. Konferencen var med massiv deltagelse fra både folkeskolens og musikskolens lærere et historisk møde, idet det aldrig før er lykkedes at samle så mange aktører på tværs af musikundervisningen med denne dagsorden i Danmark. Jeg er overbevist om, at konferencen har givet de mange kompetente undervisere nye redskaber og mod på at samarbejde om musikken til glæde for børnene,” siger SDMK’s vicerektor Martin Gade, der i samarbejde med tidligere lektor ved UC SYD, Else Marie Okkels, har stået for planlægningen af konferencen.

Med livet på spil
Netop at få musikken ud til flere børn er blevet en livsmission for oboist og adjungeret professor ved konservatoriet i Esbjerg, Henrik Goldschmidt, der gæstede konferencen som oplægsholder. Han lægger ikke fingre imellem, når det kommer til musikkens betydning, og siger: “Jeg mener, at musik er den enkeltstående faktor i et menneskes liv, der kan gøre den største forskel.”

Gennem sit ukuelige arbejde med at forene mennesker, folkeslag og religioner gennem musik, har Goldschmidt om nogen oplevet hvad musikken kan udrette - både gennem sin egen gratis musikskole på Nørrebro, men også når han som jøde sætter livet på spil og insisterer på også at dele musikken med palæstinensiske børn på den besatte vestbred.

Den åbne skole
Ud over Henrik Goldschmidt leverede en lang række andre kapaciteter oplæg og praktiske workshops bl.a. med fokus på samarbejdet mellem musik- og folkeskoler, som er blevet intensiveret efter folkeskolereformens gennemførelse. Der blev i den forbindelse præsenteret eksempler på nogle af de velfungerende samarbejdsprojekter, som vil være med til at forme fremtidens musikundervisning, bl.a. projektet MateMusik fra Haderslev, som kombinerer brøkregning og musik. 

Ungdommen nu til dags
For at sætte rammen åbnede ungdomsforsker Søren Østergaard konferencen med et oplæg om netop de unge mennesker, som musiklærerne møder i deres daglige virke, og de samfundstendenser, der former dem og deres tilgang til sig selv og omverdenen. Østergaard argumenterede bl.a. for, at aktiviteter som musik og sport også fungerer som en slags frikvarter fra den online tilstedeværelse, der kendetegner hverdagen for mange børn og unge.

Det er slet ikke så unyttigt endda
Musikken kan meget og gør meget, men selv om store dele kan måles og vejes, er det vigtigt at huske på, at den også har en enorm værdi i sig selv. Med et citat fra dronningens nytårstale mindede komponist Mogens Christensen deltagerne om at huske på at gøre noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål: “Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser. Noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda.“

På tværs
Også bag kulissen afspejlede konferencen et ønske om at bygge bro mellem alle dele af den musikalske fødekæde. ‘Musikalsk læring på tværs’ var arrangeret som et ligeværdigt samarbejde mellem Syddansk Musikkonservatorium (SDMK) og UC SYD som en del af et igangværende samarbejde om både fælles arrangementer og uddannelser. 

Se billeder fra konferencen her.