12.10.18 Kulturens Døgn

Esbjerg, Syddansk Musikkonservatorium, Esbjerg Kl. 17:30

Arrangør: SDMK
Sted: Syddansk Musikkonservatorium, Esbjerg
Pris: Fri entré - bortset fra Jazzbuffeten

SDMK er naturligvis med, når Kulturens Døgn løber af stablen i Esbjerg. Oplev konservatoriets studerende præsentere et spændende og varieret program med indspark fra den klassiske, folkemusikalske, rytmiske og elektroniske verden.

17:30 Jakobe (koncertsalen)

En ny, klassisk duo bestående af pianisten Karin Viktoria Jakobsson og klarinettisten Mathilde Schelin.

Med et grundlæggende udgangspunkt i det romantiske repertoire for klarinet og klaver, arbejder Jakobe med at skabe fortættede og følelsesfulde koncertoplevelser.

Jakobe er på en gang forelskelse og skuffelse, kærlighedens nederlag og sejrsgang. En ømhed og vildskab, der både truer og opløfter os, og som altid er til stede i musikken.

18:30 Jazzkoncert med Flat Bop Duo (Café Ørsted)

Jazzkoncert med Flat Bop Duo aka. Christoffer Gausdal Find (sax) og Gunnar Sjur Ringøen (Hammondorgel).

På grund af manglende billetsalg er den tidligere annoncerede spisning desværre udgået af programmet. Koncerten med Flat Bop Duo klokken 18:30 gennemføres planmæssigt men altså uden mulighed for at tilkøbe buffet.

Der er gratis entré, og baren i café Ørsted er naturligvis åben med et udvalg af øl, vin, vand, snacks, kage og kaffe. Derudover vil der være et udvalg af sandwiches så længe lager haves.

Hør Flat Bop som kvartet her:
www.youtube.com/watch

Flat Bop på Facebook: www.facebook.com/flatbop/

20:00 Neu Tone (koncertsalen)

Neu Tone er en elektronisk, improvisatorisk duo bestående af Anton Friisgaard & David Nørlund Wiberg.

Konceptet er enkelt. Alle deres koncerter er improviseret på et væld af synthesizer, trommemaskiner og andre elektroniske instrumenter. Musikken opstår ud af stemningen i momentet og kan derfor både være til de dansende eller de tænkende, til det lyse eller til det mørke.

Forvent intet andet end en musikalsk oplevelse udover det sædvanlige.

21:00 Ravdal (koncertsalen)

Tobias og Nathasja har mødt hinanden på Syddansk Musikkonservatorium, hvor de begge studerer til daglig - Tobias studerer kirkemusik og Nathasja folkemusik. Takket være deres forskellige musikalske baggrunde formår de at skabe et musikalsk rum, hvor de iklæder nordisk folkemusik nye klange og gør musikken til deres egen med dansende rytmer.

Nathasja er opvokset med den danske folkemusik og folkedans, som siden hendes barndom har været en hobby ved siden af den normale skolegang. Nu er folkemusikken og dansen blevet en livsstil, som præger hendes hverdag i stor stil både på konservatoriet og når hun tager rundt i kongeriget for at undervise eller spille koncert.

Tobias dansede folkedans da han var helt lille, men det blev lagt på hylden til fordel for jazzklaveret og senere kirkeorglet. På musikkonservatoriet genopdagede Tobias glæden ved folkemusikken, hvor han kan trække på sin spraglede musikalske baggrund.

Aftenens koncert vil byde på traditionel såvel som nykomponeret folkemusik samt anekdoter om dens baggrund og hvor de to musikere har stiftet bekendskab med den.

22:00 Tribute to Sly Stone (Café Ørsted)

En hyldest til Sly & The Family Stone.

"Med stor kærligheden for Sly and The Family Stones musik, har vil samlet et fedt hold af dygtige muiskere. Vi har håndplukket en vifte deres numre, for at genskabe Sly and The Family Stones fantastiske vibe.

Så hvis du vil med en tur tilbage i tiden, og opleve vores bud på Sly's mangfoldige og funky udtryk, så kom og syng og dans med os."

Besætning:

Hjalte Holm Tietge: Trommer
Jonathan Larsen: Bas
Mads Højer: Guitar og kor
Gunnar Ringøen: Orgel og keys
Mathias Fabricius: Percussion
Nicolai Wedel: Sang
Anna Emmeluth: Sang
Janna Therkildsen: Sang
Martin Killie: Trompet
Christoffer Find: Tenor Saxofon
Snæbjörn Snæbjörnsson: Bariton Saxofon

Læs mere om hele Kulturens Døgn på kulturensdogn.dk

Tilbage