13.01.18 Nytårskoncert

Esbjerg, Musikhuset, Esbjerg Kl. 16:00

Arrangør: Esbjerg Ensemble
Sted: Musikhuset, Esbjerg
Pris: 235 - 395

Sprudlende og festlig nytårskoncert med Henrik Vagn Christensen som dirigent

Esbjerg Ensemble er gået i samarbejde med Musikhuset Esbjerg om årets nytårskoncert. Igen i år stiller ensemblet op med studerende fra Syddansk Musikkonservatorium. Vi vil også i år kunne opleve Konservatoriets Pigekor og Treenighedskirkens Drenge- og Mandskor under ledelse af Lone Gislinge samt elever fra Den Kongelige Ballets Talentlinje på Kulturskolen Esbjerg.

I spidsen for det udvidede Esbjerg Ensemble står dirigent Henrik Vagn Christensen, hvis repertoire spænder over en bred vifte af kunstformer og genrer: symfonier, ny musik, operaer, operetter, musicals og balletter. Henrik Vagn Christensen betragtes som sin generations førende danske balletdirigent og har været tilknyttet både Den Kongelige Ballet og New York City Ballet.

Du kan også se frem til at opleve Joachim Knop, der med sin karismatiske udstråling og talent har slået sit navn fast som en etableret operasanger i mange forskellige sammenhænge, blandt andet som Papageno i Tryllefløjten på Den Ny Opera.

Joachim får fornemt selskab af sin viv, operasangerinden Tuva Semmingsen, der også er en kendt skikkelse i Esbjerg, hvor hun blandt andet har spillet Zerlina i Den Ny Operas opsætning af Don Juan i 2016.

Studierabat: Studerende kan købe billet til forestillingen til kun kr. 120. Billet kan kun købes i Musikhusets billetcenter på forestillingsdagen (ved weekendforestillinger købes billet fredag) mod fremvisning af gyldigt studiekort.

Dørene til Koncertsalen åbnes kl. 15:30

Vær opmærksom på, at fotografering/optagelse af showet kan være generende for kunstnere og publikum og derfor ikke er tilladt

 

 

Tilbage