Charlotte Schrøder: Vævede musikbilleder

'Sibelius og Berglund'

I koncertsalsfoyeren ved trappen op til salens øvre rækker hænger Charlotte Schrøders to vægtæpper med titlen 'Sibelius og Berglund'. På afstand synes motiverne at være ude af fokus, men de tager langsomt form, jo tættere man bevæger sig på dem. Det optimale sted for at betragte værkerne finder man øverst på trappen. Her, hvor man står direkte foran vægtæpperne, bliver motiverne for alvor tydelige og genkendelige, og relationen til konservatoriet er åbenlys. Som det er karakteristisk for Charlotte Schrøder, har hun skabt to vægtæpper, hvori hun skildrer sine oplevelser med musik. Begge motiver viser med enkle og få vævede detaljer en dirigents virtuose bevægelser. I det ene er dirigenten indsat midt i vægtæppet som en lille farvestrålende figur. I det andet antydes blot en skikkelse, hvis afgrænsning er upræcis, og Schrøder har her brugt gråtoner og afdæmpede farver.

Begge værker har en udpræget skitseagtig karakter. De vævede former og linier er uafsluttede og flygtige ligesom blyantstreger på en skitsetegning. Man får herved en fornemmelse af, at værkerne netop er blevet til som overførelser fra et materiale til et andet - fra tegning til tekstil. Vægtæppernes åbne og enkle motiver gør, at man som beskuer får associationer til den proces, der ligger til grund for skitsearbejdet, og som har med bevægelse, flygtighed og rytme at gøre. I den forstand minder skitsen om den musikalske improvisation, og det er da heller ingen tilfældighed, at Schrøders værker leder tankerne hen på den musikalske oplevelse.

Et sanseligt og processuelt forløb

Charlotte Schrøder har altid brugt musikken som inspiration til sine værker. For hende handler det om at indfange musikkens væsen og videreformidle den i hendes eget udtryk, hvilket man i høj grad fornemmer i de to værker på Syddansk Musikkonservatorium. En vigtig del af musikkens væsen har med tid at gøre. Et musikstykke bevæger og udfolder sig indenfor en afgrænset tidsramme, og den musikalske oplevelse opstår derfor ikke pludseligt for tilhøreren men altid løbende. På samme måde oplever man Schrøders vægtæpper løbende. Her bliver motiverne ikke til øjeblikkeligt for beskueren. Derimod tager det tid at sammensætte og overskue motiverne ud fra de mange flygtige linier og bevægelser, som er vævet på kryds og tværs med fine forskelligartede tråde. Dirigentens bevægelser bliver på den måde til undervejs, i takt med at øjet punktvis danser og bevæger sig henover vægtæppet. Som tilhører til et stykke musik oplever man i Schrøders vægtæpper, hvordan noget opstår og udspiller sig foran ens øjne i et sanseligt og processuelt forløb.

af stud.mag.art Karen Elsebeth Jensen og Lea Kjærgaard