Thorbjørn Lausten: Uret

På den brolagte plads udenfor konservatoriets café findes det skulpturelle værk 'Uret' skabt af billedkunstneren Thorbjørn Lausten. Dette værk, der er skabt som en visuel appetitvækker til Syddansk Musikkonservatorium, kan opleves på flere niveauer. I første omgang kan det nydes for dets skulpturelle og umiddelbare visuelt appellerende udtryk. Værket består af tre hovedelementer, som udgår forskellige geometriske former. De to første elementer; en kegle og en kube fremstår som lette former, der ved deres åbne stålkonstruktioner danner et modspil til tyngden i det tredje element; en cylinderformet sandsten.

Hvert enkelt element og dets specifikke placering er nøje gennemtænkt i relation til en bestemt funktion eller idé. Thorbjørn Lausten har igennem mange år arbejdet med forholdet mellem menneskets konstruktion af naturvidenskabelige data, og den virkelighed som ligger uden for vores erkendelsesmuligheder. I Uret undersøger han forholdet mellem den flygtige og abstrakte tid og vores oplevelse heraf. Således fungerer den seks meter høje kegle, der er opført på en nord/syd-akse, som et solur, der angiver den cirkulære tid. Som et modsvar hertil er der på kuben påsvejset et grit af farvede lysende neonrør, som fungerer som et højteknologisk ur, der ved et satellitsignal fra det såkaldte atomur i Frankfurt, er programmeret til at vise hver time. Det grønne neonelement i stålkonstruktionens ene hjørne er altid tændt og fungerer som et astronomisk ur. Ved Urets indvielse i forbindelse med Konservatoriets åbning, pegede denne direkte mod Nordstjernen. Denne position vil ændre sig med 1,3969712 grad per hundrede år, hvilket betyder, at det vil tage 25.770 år, før vinklen vil nå sin udgangsposition igen.

Cylinderen, der udgør værkprojektets sidste element, er udformet i sandsten og har en diameter på to meter. Oprindeligt var cylinderen tænkt som en form for fontæne, idet der strømmede vand ud fra hullet i midten. I egenskab af sin form vækker cylinderen associationer til et møllehjul og fungerer således som en påmindelse om stedets tidligere funktion som elværk. Herved kommer der endnu en tidslighed til udtryk i værket nemlig den historiske tid, der spænder mellem møllestenens tid og den teknologiske tidsalder, som er repræsenteret ved kubens atomur.

Ud fra højtalerne, som er installeret i jorden og i muren, der omgiver værket, strømmer der ved hvert time- og kvarterslag et lille musikstykke komponeret for vibrafon og klokkespil af Jørgen Mortensen, docent ved konservatoriet. På stålgrittet er fastspændt en række strenge, som trækker sig sammen og udvider sig alt efter temperaturerne, og som er programmeret til at bestemme musikstykkets toneleje. Værket spiller altså i bogstaveligste forstand sammen med dets omgivelser, idet dets udtryk og lyd afhænger af tidens gang, vejrforhold og temperaturer.

af stud.mag.art Karen Elsebeth Jensen og Lea Kjærgaard