KUV - Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed

“Kunstnerisk udviklingsvirksomhed er en integreret del af den kunstneriske proces, der fører frem til et offentligt tilgængeligt resultat og ledsages af en refleksion over såvel processen som præsentationen af resultatet.” [Kulturministeriets definition]

Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed er en systematisk kreativ aktivitet, der har sit udgangspunkt i krydsfeltet mellem tradition og innovation, og som iværksættes og udføres for at undersøge og udvikle vidensmængden indenfor det praksisfelt aktiviteten tager afsæt i. Gennem KUV-aktiviteter skabes der således ny viden på en række forskellige niveauer; individuelt, socialt, samfundsmæssigt og kulturelt. Der er tale om en aktivt skabende og æstetisk proces, hvor KUV-aktivitetens metodik og indhold er uløseligt forbundet med genstandsområdets praksis.

Kunstnerisk udviklingsvirksomheds spørgsmål og svar udspringer af musikalsk praksis og bør også styrke og udvikle denne praksis på en måde så det er hele det genstandsfelt udviklingsarbejdet har afsæt i der begunstiges. Der bør altså ikke kun være tale om udvikling af individuelle (den enkelte musiker) eller sociale kompetencer (et band eller ensemble), men om refleksion omkring og udvikling af hele det faglige og kunstneriske felt et udviklingsprojekt tager afsæt i (det samfundsmæssige niveau), samt den tradition og det kulturlandskab projektets genstandsområde er en del af (det kulturelle niveau). På samme måde som hver enkelt opførsel af et givent værk føjer til vores samlede oplevelse og forståelse af værket, og derved stille og roligt transformerer værket over tid og opførelser, bør KUV-projekter føje ny viden og indsigt til det teoretiske og praktiske felt, der udgør genstandsområdet for projekterne.