Oktober, 2016 – april, 2017

“Improvisation for klassiske studerende og professionelle” undersøger og udvikler en ny improvisationsmetodik indenfor klassisk musik med afsæt i jazz-musikkens improvisationsmetodik. Dette gøres med henblik på at give såvel etablerede professionelle klassiske musikere som klassiske studerende konservatorieniveau indsigt i metodik og kunnen indenfor (samt glæde ved og lyst til) improvisation omkring de musikalske udtryk, de som udøvende og undervisere møder og vil møde.

Improvisation som gademusik, rituel musik og kunstmusik er en uoverskuelig og vildtvoksende palet. Blandt de mange farver på denne palet kan nævnes den afrikanske, afro-cubanske og sydamerikanske vokale og instrumentale religiøst baserede improvisation; østens og den arabiske verdens traditioner; den europæiske trubadurtradition; kirkeligt baserede improviserende organister; nutidig og tidligere perioders blues-, rock-, jazz-improvisation, nutidig folkemusikalsk improvisation; ny elektronisk improvisation over visuelle motiver m.m. - og uendeligt mange flere udtryk. Mange af disse udtryk er levende, er i udvikling og krydser til stadighed grænser.

Baggrunden for projektet er det forhold at den klassiske musik, her defineret som værende kunstmusik med geografisk afsæt i Europa, i perioder har haft en rig og blomstrende tradition for improvisation i både kirkeligt regi og blandt solister og ensemblemusikere. Improvisation side om side med komposition synes at have været reglen snarere end undtagelsen for udøvende komponister i århundreder. Barokkens, klassikkens og romantikkens improvisatorer er mange og navnkundige. Denne dobbelthed i komponisters virke synes at fortsætte i det 20. århundrede side om side med en modsatrettet tilbøjelighed, hvor komponisten sjældent eller aldrig virker som udøvende. Hos nutidens komponister synes mange variationer af et kombineret virke at finde sted; vi ser både ikke-optrædende komponister; vi ser performer/komponisten, improvisator/komponisten, iværksætter/komponisten m.m. Modsat synes improvisationselementet – med undtagelse af kortere introduktioner og kurser - i årevis at have været helt ude af den konservatoriebaserede uddannelse, hvad angår de studerende, der har sigte på ansættelse i symfoniorkestrene, regionalt baserede kammerensembler, radio- og operakor m.m.

Ser man bort fra de pædagoger der netop har fokus på improvisation samt de klassiske musikere, der netop arbejder med improvisation, som solister eller som medlemmer af specialensembler, synes improvisationselementet i store dele af nutidens opførelser af klassisk musik således stærkt begrænset.

Dette er i sig selv ikke et kulturudviklingsproblem eller et problem overhovedet. Langt størstedelen af det symfoniske og det kammermusikalske repertoire indeholder ikke improviserede passager. Opførelse af store dele af det klassiske kernerepertoire samt store dele af nyere og nutidige værker kræver desuden et kunstnerisk og teknisk overskud og fokus, der ikke levner megen plads til et kontinuerligt og grundigt studie af improvisation.

Problemet opstår først når man som musiker/sanger møder opgaver, hvor improvisation er ønsket eller påkrævet. Det være sig ved passager med folkemusikinspireret harmonik, fritonal improvisation, etc., eller hvis man som musiker/sanger ganske enkelt har et ønske om at udtrykke sig improvisatorisk.

Det er denne problemstilling projektet tager udgangspunkt i. Og det er følgelig grunden til at tage afsæt i det praktiske og teoretiske kompleks, der i århundrederne efter den tidlige barok (og før...) er blevet udviklet og forfinet og har affødt et lignende praksisorienteret og teoretisk kompleks for jazzens vedkommende; et kompleks, der som bærende elementer indeholder en improvisationsmetodik og -teori med tætte bånd til udvikling af en hørelære-praksis indenfor området: Hvad der læres, skal kunne høres og spilles; hvad der spilles, skal kunne høres; hvad der høres skal kunne spilles.

Projektets målsætning er derfor at sætte deltagerne i stand til - indenfor harmonisk definerede rammer - at improvisere over forløb som eksempelvis kandencer, akkordskemaer, introduktioner, mellemspil, præ- og postludier - men også helt frie atonale og non-tonale passager og forløb, alt sammen både på gehør (ved eksempelvis studiesessions og jamsessions) samt ud fra skriftlige forlæg som sangbøger, lead-sheets m.m.

Den overordnede og langsigtede målsætning er at skabe en generation af klassiske musikere og sangere, som i deres virke som udøvende, pædagoger og formidlere kan integrere improvisation i den klassiske musik samt at generere en ikke-kendt fremtidig æstetik og værktyper.

 

Besætning
I den forudgående invitation indskrænkedes henvendelsen til strygere, træblæsere og messingblæsere på studietrinene 2. Bachelor til og med solistklasse. Derudover henvendte en accordeon-studerende (solistklasse) sig og deltog. Besætningen blev således - over de 3 sessions - tværfløjte, barokfløjte, trompet, accordeon, viola og cello. Slagtøj (i denne sammenhæng Vibrafon og Marimba) og tasteinstrumenter blev i denne omgang udelukket for kun at have et akkompagnerende instrument – dvs. det flygel der blev brugt til at forespille og akkompagnere på. Tanken var at skabe en rolig, tryg og "klar" atmosfære. Det viste sig at være en god idé....de studerende var som ventet tilbageholdende og forsigtige i starten - det gik dog over...

Forløb
Projektet indledtes med en længere periode med udvikling og færdiggørelse af det skriftlige materiale "Elements of Improvisation for Classical Musicians", der danner grundlaget for projektets indhold. Materialet blev revideret efter hver session og er sendt til deltagerne i flere omgange. Netop "Elements" er et nøgleord i projektet. Det viste sig hurtigt rigtigt at fokusere på umiddelbart brugbare elementer frem for at bygge undervisningen på en teoretisk redegørelse. Derudover blev alt materialet præsenteret "på øret" frem for i skriftlig form. Gennemgående var (er!) de studerendes hørelære-færdigheder på et højt niveau og kun længere forløb blev præsenteret i nodeform (lead-sheet).
Den teoretiske del/det teoretiske aspekt blev derfor en naturlig efterrationalisering efter at have lyttet til og spillet det materiale, der blev præsenteret for de studerende.
Et overordnet men dog afgørende dogme var på forhånd givet: Frasering af især 8'dele var i denne sammenhæng IKKE jazz 8'dele; uanset sproglige forsøg på udjævninger: Der ER en forskel. Vi ved det, når vi hører det - men ikke når vi læser det, det være sig i et lead sheet eller i en stemme fra et partitur. Repertoiret blev derfor sange og kompositioner, der, hvad frasering angår, ikke tager afsæt i jazzens udtryk, men nærmere i folkemusik i bredeste forstand, men også "kunstmusik": Nordiske Folkesange og Instrumental Folkemusik, Flamenco, Tango, Bolero, Danzon (Cuba), Choro (Brasilien), Balkan, (Koncert-) Kadencer , Abstrakt Non-tonal og/eller Intervallisk baseret improvisation m.m.

Helt konkret tog vi afsæt i begrebet forsiring, startende med melodisk og akkordisk forsiring af en række udvalgte vendinger Dernæst udforskning af begrebet "Motiv" i alle dets former: Melodisk motiv, forsiring af melodisk motiv, Intervallisk motiv, forsiring af intervallisk motiv etc. Dernæst udforskning af begrebet "Tonics". "Tonics" er et begreb fra jazzens sprog (ex.: pentatonics); på dansk svarende til "tonegrupper": 3-tonige grupper, 4-tonige grupper etc. Igen kan man tale om et motivisk begreb, da tone-gruppen varieres, omvendes, transponeres etc. Typisk blev de enkelte emner udforsket ved tonale forløb som i f.eks.: nedadgående tonal kadance, opadgående Flamenco-type kadance, tonal (ikke-modulerende) kvintskridt-sekvens m.m. Flamenco-typerne havde klart en inspirerende virkning og skabte stemningsfuld improvisation. Både solo-spil og spil i grupper blev afprøvet. Atonal, intervallisk improvisation blev udforsket ved cirkulær indbyrdes imitation. Her oplevede vi det, det hele drejede sig om: I kraft af små tone-stumper opstod noget, der kunne kaldes "komposition i nuet". Igen blev materialet præsenteret ved forespilning og imitation. Alt indhold i de 3 sessions fremgår af vedlagte "Elements of Improvisation for Classical Musicians".  

Resultater
De konkrete samt de abstrakte resultater af arbejdet med improvisation for klassiske musikere er mangfoldige. Konkret kan det konstateres, at en systematisk og fordomsfri introduktion til improvisation skaber muligheder, der peger fremad mod en ny praksis, hvis omfang og indhold løbende vil kunne beskrives og defineres. På det abstrakte plan vil et systematisk arbejde med improvisation kunne ændre selve tilgangen til uddannelse af og tankegangen hos kommende generationer af klassiske musikere. Dette vil næppe være målbart indenfor rammerne af herværende projekt, men kan dog anes.

Konklusion
Er der for en klassisk musiker/studerende en mening med at bruge tid på at udforske improvisation? Ja, hvis man opsøger det materiale, der styrker den enkelte musikers kernerepertoire og udviklingspotentiale. Ja, hvis vi forstår de forskelle der er og søger udvikling og nyskabelse ud fra den grundliggende æstetik, der er den enkelte musikers udgangspunkt. Det er indlysende, at improvisation vil være en naturlig del af de krav, der vil blive stillet til fremtidens klassiske musiker.

 

Projektet er finansieret gennem en bevilling fra Kulturministeriets pulje til KUV.