26.10.2015 19:41

85 aspirerende musikere til træf

MGK-Syd samlede talenterne på SDMK i Esbjerg.


Med kyndig vejledning fra et par håndfulde konservatorielærere mødtes 85 MGK-elever fra hele region syd på konservatoriet i Esbjerg til en intensiv weekend med undervisning, workshops og koncerter.

Gennem et tætpakket program med master classes, workshops, koncerter, jam, fest og meget mere var det arrangørernes mål at lave et arrangement ud over det sædvanlige da klassiske, rytmiske, elektroniske og folkemusiktalenter mødtes i weekenden på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Og missionen lykkedes:

Vi kørte en række af vores allerbedste undervisere i stilling. Og de var bestemt ikke svære at overtale”, fortalte projektkoordinator Malene Møller. ”Der findes ikke mange arrangementer af denne art, hvor man samler så mange potentielle konservatoriestuderende for at give dem en god oplevelse med musikken som omdrejningspunkt”, konkluderede hun efterfølgende. 

Også tovholder, Nicolas Kock var godt tilfreds med weekendens forløb:”Vi er så heldige at konservatoriet ikke bare stiller deres faciliteter til rådighed for os, men også en lang række af deres meget dygtige undervisere”, sagde han. ”Og det betyder virkelig noget at de unge musikere får en forsmag på hvad man kan drive det til med musikken og at de har lejlighed til at spejle sig lidt i de andre og se og høre hvad de kan. Samtidig for de unge mennesker en forsmag på konservatorietlivet”, fortalte Nicolas Kock, der selv både har foden indenfor på konservatoriet og Kulturskolen: ”At jeg er ansat begge steder giver en rigtig god indføling med de musikstuderende, da jeg følger dem i en længere årrække og ser dem udvikle sig”.

Men det var ikke hårdt arbejde det hele. Der var også indlagt en del sociale aktiviteter som værdsættes højt i den aldersgruppe. ”Vi ved at de studerende vægter lærerkræfterne meget højt – men et godt studiemiljø, imødekommenhed og et socialt netværk virker bestemt også fremmende på den faglige udvikling”, sluttede Malene Møller.

 

Se et videosammendrag her!