31.01.2017 11:30

Det begyndte med et brag

Postkort fra Kina v. Ole Vallebo


Slagtøjsspilleren Ole Vallebo vandt i sommeren 2016 en stilling som soloslagtøjsspiller ved Guangzhou Symphony Orchestra i Kina. Orkesteret er af de mest ambitiøse symfoniorkestre i Asien, og Ole har skiftet livet som studerende ved Syddansk Musikkonservatorium ud med en hektisk og oplevelsesrig tilværelse som professionel musiker i Kina. Heldigvis har hans travle tilværelse ikke forhindret ham i at sende os en hilsen fra Guangzhou: 

Opstart med et brag
Jeg havde forventet en hektisk start på mit ophold i Guangzhou - og det blev det bestemt også. Allerede inden jeg var kommet med flyveren måtte jeg betale en temmelig stor overvægtsbøde, fordi kufferten var pakket med noder, køller og hvad jeg ellers regnede med at få brug for. Rejsen tog 15 timer med mellemlanding i Moskva. Halvanden time efter ankomsten sad jeg i orkestrets lokaler med kontrakten liggende foran mig klar til underskrivning. En kontrakt på kinesisk vel at mærke. Derefter fulgte lejekontrakt, nøgleudleveringskontrakt og indhentning af personlige oplysninger - ligeledes på kinesisk. Jeg måtte bare lukke øjnene, tro på det bedste og skrive under.

Dagen efter begyndte forberedelserne til sæsonens første koncert. I koncertens sidste nummer, Richard Haymans "pops hoedown", skulle jeg som effekt tabe et bækken på gulvet. Det var egentlig fint nok, men da orkestret rykkede fra prøvesal til koncertsal var slagtøjets scenedel dækket af et halvtykt gulvtæppe. Eneste mulighed var at jeg til koncerten i stedet måtte kyle bækkenet udover scenekanten, til stor morskab for mine nye kollegaer, der synes det var meget vittigt. Publikum delte imidlertid ikke orkestrets entusiasme. Da jeg satte mig igen efter at have hentet bækkenet fra gulvet, var alle hoveder i salen vendt mod mig, og der var bemærkelsesværdigt lidt bifald efter nummerets afslutning.

Men så var jeg da kommet fra start med et brag.

 

Livet i Guangzhou
At bo i Kina er meget svært at beskrive for udefrakommende. Mange vil sikkert have set billeder af flotte højhuse, naturområder osv. Men landet bærer også præg af at have gennemgået en periode med hurtig vækst og et deraf følgende behov for opførslen af mange nye boliger på kort tid. Eksempelvis var Guangzhou i 2010 vært for de asiatiske lege (OL kun for asiatiske lande), hvor man ryddede hele centrum af byen fuldstændigt, for derefter at bygge en splinterny bymidte op.

Anderledes ting i hverdagen og livet kan være at folkeskoleeleverne her bærer grønne joggingdragter som skoleuniform. At de fleste børn bliver opfostret hos deres bedsteforældre og at man som konservatoriestuderende bor på seksmandsværelser i en bygning tilhørende konservatoriet (og man ingen indflydelse har på hvem man deler værelse med).

For mit eget vedkommende er livet også noget anderledes. Jeg bor i et typisk kinesisk middelklasseområde. Min lejlighed er okay, men da hele huset er beboet af mine kollegaer, minder det om den kinesiske version af Jacob Gades kollegium.

Arbejdsbetingelserne her er også meget anderledes. Blandt andet arbejder vores orkesteradministration oftest fra 8:00 morgen til henad 22-tiden om aftenen - og det er alle ugens dage. Det samme gælder vagt- og rengøringspersonalet i musikhuset samt en stor del af den øvrige befolkning. Som orkestermusiker er jeg heldigvis lidt bedre stillet. Min arbejdsdag lyder på 6 timer hvis man fratrækker øvning og anden forberedelse. Til gengæld er prøveplanen er pakket. Jeg havde fra midten af november til starten af januar sammenlagt fire fridage.
Derudover har jeg som slagtøjsspiller end ikke fuld adgang til orkestrets instrumenter, men skal i stedet forbi regissøren hvor der så skal udfyldes og underskrives en lånekontrakt for hvert enkelt instrument jeg skal bruge.
Desuden er der mange regler med hensyn til daglig påklædning og opførsel at holde rede på, ligesom man bliver trukket i løn hvis man eksempelvis glemmer dele af koncerttøjet eller ens mobiltelefon ringer under en orkesterprøve. Når alt dette er sagt, må det stadig siges at være en kæmpe oplevelse at bo og arbejde i Kina.
Området hvor koncerthuset ligger er noget man vil rejse langt for at opleve! Ofte spiller vi også koncerter med traditionel kinesisk musik, som jeg jo ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med. Samtidig oplever jeg også på første hånd den nye håbefulde generation af kinesiske dirigenter som er på vej frem.

Et kendt ansigt
En mere spøjs fortælling om livet i Kina er selvfølgelig den opmærksomhed man får. Det er på grænsen til en stjernestatus, hvor bizart det end lyder. Det er kommet til udtryk ved forskellige lejligheder. Alt hvad jeg gør, bliver der lagt mærke til og der går meget snak om mig i orkesteradministrationen helt op til præsidenterne.
En anden episode var under en turné i Beijing, hvor jeg (lettere velklædt) ville tjekke ud af vores hotel. Her kom hotelmanageren så springende og gav prompte ordre til personalet i receptionen om at betjene mig omgående, selvom den ene var optaget af en telefonsamtale, mens den anden var optaget af at betjene en hotelgæst. De adlød dog hurtigt.Da de så havde færdigekspederet mig og tilbudt at ringe efter en taxa opdagede jeg, at gæsten som havde været i gang med at blive betjent og lige nu ventede på videre betjening, var en af de ledende medarbejdere i orkestret.

Derudover har jeg måttet vænne mig til at være et yndet selfiemotiv. Vi spiller tit med kor og her er selfietrangen enorm. Der har desuden været talrige episoder med publikum som har villet have selfies, telefonnummer og et enkelt tilfælde en autograf. Mine kollegaer synes det er meget sjovt at opleve, men de giver ligeledes udtryk for at de ikke begriber at jeg kan holde ud at folk vender sig om efter mig på gaden, eller stopper mig for at kunne tage en selfie.

Lige for øjeblikket er det dog heldigvis lidt mere roligt, da det kinesiske nytår (svarende til en mellemting af jul og nytår i Danmark) afholdes i disse dage. Alle har ferie på samme tid, hvorfor små 10 mio. mennesker menes af have forladt byen. Derfor er der for tiden ingen problemer med at finde ledige taxaer og øvelokaler i bestræbelserne på at være klar til de kommende 5 måneder af sæsonen, og samtidig huske på at selvom de kulturelle og levemæssige forhold er meget forskellige i forhold til lille trygge Danmark, er det en drøm at opleve dem fra første række. Det er ikke mange dage man ikke oplever noget nyt, spændende og anderledes.