13.11.2015 14:36

Good Music Festival

Den årligt tilbagevendende festival i Esbjerg arrangeret af de studerende selv.


Festivalen præsenterer originalmusik skrevet af de studerende og fremført af deres egne bands/orkestre. Arrangementet er en nonprofit endagsfestival, som er åben for alle.

På 4 scener vil der torsdag d. 19. november fra klokken 18 til 01 lyde et varieret udbud af spritny musik, og både den smukke koncertsal, Café Ørsted og undervisningslokaler bliver taget i brug.

Aftenens finale er en koncert i Café Ørsted, hvor sangerinden Jullie Hjetland udforsker krydsfeltet mellem bl.a. folkemusik og elektronisk musik. Jullie Hjetland er oprindeligt uddannet på SDMKs folkemusiklinje og har gennem den seneste årrække været særdeles efterspurgt - dels på den europæiske folkscene, men også inden for elektronisk musik, jazz, filmmusik og performance art støder man på hendes navn. Efter koncerten vil der være åben jam til klokken 1 med Jullie i spidsen.

Læs mere om Good Music Festival her.

Dagen forinden afholdes der - helt i festivalens eklektiske ånd - en række interne koncerter under fællesnævneren 'Opspil', hvor studerende optræder for medstuderende, undervisere og særligt inviterede. Den intime koncertform giver de studerende mulighed for at afprøve både nye og velkendte ting, og åbner op for det eksperimenterende, det inspirerende, det anderledes, det musikalske hjerteblod, det seriøse, det hudløst ærligt og frem for alt det, der kommer lige fra hjertet.