01.06.2015 11:13

"Hvordan skriver man om livet?"

Sofie Karoline dimitterer som sanger i et dystopisk univers.


Det var en vild oplevelse for sangerinden Sofie Karoline, da hun for seks år siden startede på sin drømmeuddannelse. Alle forventningerne til at starte på et helt nyt kapitel i livet og glæden ved at være kommet ind boblede i maven.

Men skolegangen fik en drastisk ændring for Sofie Karoline, da hun pludselig mistede sine forældre. 

Det har selvfølgelig haft stor indflydelse på min personlighed, og har følgeligt manifesteret sig i min musik og mine sangtekster. Med et for evigt forandret perspektiv har jeg i musikken kunnet reflektere over livet og dets store, emotionelle omfang" fortæller hun.

 

”I stayed in isolation

to heal and recover

I’ve lost so much

but at least I can love” – Nuclear Waste, Sofie Karoline

 

Her reflekterer hun over kandidatprojektet og det univers hun har skabt omkring det:

Da jeg blev spurgt, hvad jeg ville skrive om til mit kandidatprojekt på konservatoriet, var mit umiddelbare svar, at jeg ville skrive om livet. Det kan godt virke lidt voldsomt sådan at eksklamere - emnet jo er så bredt - men jeg havde lyst til at skrive om livet og dets sorger og glæder, fordi jeg ganske enkelt synes, at det er spændende. Og hvis man skal sige det groft, så handler alt hvad man skriver om vel om livet.

Det kan gøres på så mange måder og man kan bruge så mange symboler og metaforer, og det pirrer mig. Alle har sin egen helt unikke historie, som man kan lade sig inspirere af og selvom alle er forskellige, så er de samtidigt også så ens, at man opdager hvor ubetydelig man i virkeligheden selv er.

 

Kold krig og dystopi

I forbindelse med min eksamen har jeg skrevet en stak nye numre, som jeg skal optræde med til koncerten d. 10. juni, og jeg har skrevet en kort historie som skal virke stemningssættende for dem, der har lyst til at få en ekstra dimension til min koncert.  Jeg har bestræbt mig på at holde mig indenfor en slags emne, som måske nærmere er en stemning, for jeg har nemlig til dels ladet mig inspirere af den dystopiske stemning, der herskede under den kolde krig, og som desværre er aktuel igen i dag. Især koldkrigs-perioden i startfirserne synes jeg er frygtelig interessant, da forskellige mediers adaptation af den følelse af frygt for, hvad fremtiden end måtte bringe, har influeret mig utroligt meget gennem livet. Det er især science fiction film og musik fra perioden, jeg har brugt som inspirationskilde til min eksamen. 

James Camerons Terminator fra 1984 har fascineret mig siden jeg var helt lille. Historien indeholder så meget mere end en ellers sej beretning om dræbermaskinen, der bliver sendt tilbage i tiden for at myrde kvinden Sarah Connor, fordi hun vil føde et barn, der senere viser sig at blive leder for Frihedskæmperne under maskinernes atomkrig mod menneskene. Denne hårde historie bliver sideløbende utrolig smukt komplementeret af historien om en ung kvindes dramatiske udvikling og en viljestærk og uendelig kærlighed, der varer ved på tværs af tid.

Ofte forbinder man ægte kærlighed med noget der ender ulykkeligt eller er uopnåeligt, som en kortvarig oplevelse man vil mindes til den dag man dør. Og jeg elsker den form for historiefortælling, og skriver ofte selv om den ulykkelige kærlighed i mine sange. Så at blande så stor en kærlighed ind i så dyster en historie virker som et trækplaster for mig. Det er en genial måde at fortælle historier på, og det smukke i kærligheden får en meget skarp kontrast af den hårde yderhistorie.

I det hele taget herskede der i startfirserne en i takt med optrapningen af den kolde krig og frygten for en mulig atomkrig, hvilket kan have influeret tilblivelsen af Terminator. James Cameron siger selv i et interview, at han fik ideen til filmen, da han havde nogle frygtelige feber mareridt en gang han var syg i 1982. Det er bare mig, der gætter, men eftersom vi kort efter i 1983 var historisk tæt på en atomkrig på grund af NATOs Able Archer øvelse, der skulle foregive at Vesteuropa var blevet angrebet med atomvåben , så ville det ikke være så mærkeligt, hvis al den optrapning havde påvirket Camerons underbevidsthed.

Synthesizeren dominerer

Udover den stærke dommedagsfølelse i Terminator har Brad Fiedel også dertil kreeret et mesterværk af et soundtrack domineret af synthesizeren. Det er så råt og ægte, og man kan ikke andet end blive revet med af den dystre stemning, han har skabt. Det komplementerer filmen helt perfekt.

Synthesizeren var stadig en relativt ny opfindelse dengang, og dens mange muligheder gav musikken en helt ny innovativ drejning. Også for forskellige grupper, der blev dannet. Bare én måned inden den på det tidspunkt ukendte Terminator kom i biografen i USA, udgav den tyske synth-pop gruppe Alphaville et af deres bedst sælgende album - Forever Young - og singlen af samme navn handler også om den uhyggelige stemning, der herskede i Tyskland under den kolde krig. Man var nødt til at leve livet fuldt ud, for under daværende omstændigheder kunne livet slutte når som helst.

 

”Hoping for the best, but expecting the worst, 
Are you gonna drop the bomb or not?”

– Forever Young, Alphaville

 

Men andre har også været inspirerede af denne stærke atomkraft, for angsten for atomkraftulykker var også en stor mundfuld i folks bevidsthed. Ultravox udgav i maj 1984 singlen Dancing With Tears In My Eyes, som handler om de sidste timer fortælleren har sammen med sin elskede, efter at nyheden om en eksplosion på et atomkraftværk har været annonceret i radioen. En lignende dyster stemning og frygt for atomaffald er gældende her, og nummeret beskriver endnu en kærlighedshistorie, der ender brat og ulykkeligt.

Kun få år efter, i 1986, skete det værst tænkelige: Tjernobylulykken.

  

Sofies univers

Dette er et lille udsnit af, hvad der har inspireret mig gennem mit ydmyge, lille liv. I mine sangtekster til min eksamenskoncert har det været nogle af de tanker jeg har haft med mig. Den dystre stemning har jeg valgt, da jeg med den gerne vil repræsentere savnet til mine forældre, som jeg ulykkeligvis har mistet i min tid på konservatoriet.

Min fiktive øjenvidneberetning skal symbolisere min tunge sorg. Selvom historien foregår på nogenlunde samme tid som nu, så skal det forestille at være fremtiden som en reference til science fiction filmene fra firserne. Jeg nævner årstallet 2010, da det var året hvor jeg mistede min elskede mor, og fik ændret mit syn på livet. Tre år senere mistede jeg min far.

I mine sangtekster bruger jeg forskellige symboler, og i Nuclear Waste bruger jeg den katastrofale atomkraft som et billede på en omvæltning, der for mig i overført betydning har skabt lignende ødelæggelser i mit sind. Jeg har brug for at skrive om, hvad der er sket, men lytteren behøver ikke at kende til alt, som jeg har oplevet. Det må gerne være medrivende, men ikke vulgært. At pakke den egentlige handling ind i et imaginært univers gør det mindre voldsomt for lytteren.

Da jeg blev spurgt om hvad jeg ville skrive om til min kandidat eksamen, så var mit umiddelbare svar, at jeg ville skrive om Livet. Jeg håber ikke min rute har været for usammenhængende, og selvom udsigten ikke har været den smukkeste i ordets egentlige forstand, så håber jeg at du alligevel har kunnet nyde turen. Sommetider skal man lede efter skønhed andre steder end i det åbenlyse, for som med husskaden, i min korte øjenvidneberetning, er ting ikke altid sorte og hvide. Med min refleksion over livet er det endt op med, at jeg har skrevet rigtig meget om døden, men man kan jo heller ikke komme uden om den i livet.


Fakta om Sofie Karoline:

  • er 28 år og har skrevet musik siden hun var 15.
  • er oprindeligt fra Haderslev i Sønderjylland
  • blev optaget på Syddansk Musikkonservatorium i 2009 og flyttede til Esbjerg
  • kan høres på www.soundcloud.com/sofiekaroline 
  • kan følges på www.facebook.com/sofiekaroline 
  • kan opleves til kandidateksamen på Konfus i Esbjerg d. 10/6 kl.19.00
  • er blevet fotograferet af Peter Langwithz Smith