05.11.2015 12:25

Ildsjælen barsler

Den solistuddannende organist Katrine Kristiansen har en orgelskole på trapperne.


For 3 år siden oprettede Katrine Kristiansen "Orgelklubben" i samarbejde med Syddansk Musikkonservatorium Esbjerg. Målet var at flere børn og unge skulle igang med at spille orgel, så fødekæden forblev intakt. Etableringen fandt ikke mindst sted i lyset af et faldende ansøgertal på orgeluddannelserne på de danske konservatorier.

Orgelklubben kører idag i hele landet og får stor opmærksomhed og blandt andet pga. dette initiativ blev ophavskvinden nomineret til P2s Ildsjælspris. Om initiativet siger hun selv: "Flere børn og unge spiller nu orgel i Danmark og vi er blevet kendt som et af forgangslandene i Europa på dette område."

Nu barsler Katrine Kristiansen også med en bogudgivelse - en såkaldt orgelskole: "Det var tydeligt at der på dette område kun var udgivet meget lidt undervisningsmateriale og næsten intet på dansk. Jeg besluttede derfor at lave Orgelbogen. Jeg var så heldig at Forlaget Mixtur gerne ville udgive den og i samarbejde med Lasse Toft Eriksen er bogen nu en realitet. Den indeholder mine elevers favoritsalmer i 2 og 3 stemmige arrangementer, stykker uden pedal og stykker med pedal og også stykker for 2 organister. Der er alt fra barokmusik til Olsenbanden", fortæller den engagerede organist og musikpædagog.

Bogen, der er smukt illustreret af Marie Hjorth Matthiesen, udgives ved en release-begivenhed i Enghave Kirke, København V søndag den 22. nov. kl. 16 hvor orgelklubelever spiller uddrag fra bogen. I Esbjerg markeres udgivelsen fredag den 27. nov. kl. 16 på musikkonservatoriet, hvor der ogspå vil være musikalske uddrag.

Bogen er blevet til med støtte fra:

  • DOKS Gramex midler
  • Roskilde Stiftsfond
  • Syddansk Musikkonservatorium