10.06.2015 11:38

Jam Days: Kehrwieder

Oplev SDMK´s Mikkel Aagård Nielsen i internationalt jazzprojekt


Der er Jam Days-festival i Odense for tiden, og et sted i festivalens program finder man et arrangement med den lidet fængende og noget ydmyge titel ”Kons. Projekt”. Det klinger ikke af meget, men graver man lidt dybere finder man et særdeles spændende internationalt jazzprojekt ved navn ”Kehrwieder”, der har til formål at skabe bæredygtige partnerskaber mellem festivaler og konservatorier i hele Europa. Projektet er opstået i forbindelse med Elb Jazz-festivalen i Hamburg, hvor det blev søsat i 2012, og har siden da knyttet en række festivaler, herunder Jam Days, og konservatorier sammen hver sommer.

”Kehrwieder”, der betyder at vende tilbage, samler hvert år talentfulde jazzmusikere fra forskellige europæiske byer i et band, der spiller koncerter rundt om i Europa. Musikerne er håndplukkede blandt de dygtigste studerende fra musikkonservatorierne i partnerbyerne.  Det har resulteret i fantastiske bands med studerende fra Aarhus, Amsterdam, København, Trondheim, Groningen, Hamborg, Barcelona og ikke mindst Odense, der med Syddansk Musikkonservatoriums stærke jazz-profil er Danmarks frontløber i uddannelsen af nye jazzmusikere på højeste niveau. Hvert år inviteres endvidere en erfaren og højt profileret jazzmusiker til at vejlede bandet i forhold til den musikalske retning og lyd. I år er det Syddansk Musikkonservatoriums trommevirtuos og rytmiske koordinator Anders Mogensen, der har fornøjelsen af at sætte sit personlige fingeraftryk på bandets udtryk og stil.

Kehrwieder 2015 er sandsynligvis projektforløbets mest intense bandprojekt endnu, med fem partnere og seks koncerter i maj og juni. Bandet består i år af fem musikere fra Odense, København, Groningen, Hamburg og Barcelona, der alle kan se frem til en forrygende måned beklædt med store oplevelser, når de sammen rejser rundt i Europa for at give prøver på deres talent og kunnen. Fra Syddansk Musikkonservatorium deltager basunisten Mikkel Aagård Nielsen, der har haft stort udbytte og fornøjelse af samarbejdet med musikere fra andre lande og nu ser frem til sommerens koncerter:

”Det er en kæmpe oplevelse at være med. Det er fedt, at få lov til at spille med folk fra andre steder. Musikken og måden man gør tingene på er i de forskellige byer er meget anderledes. Og så er det også fedt at være med rundt i byerne og møde nye miljøer og jamme med folk man møder. Jeg får en masse gode kontakter. Musikken vi spiller er meget blandet for vi har hver især haft nogle numre med, men alligevel hænger det sammen på en eller anden måde.”

 

Kehrwieder spiller søndag den 14/6 kl. 16.00 på Den Fynske Opera. Der er fri entré til koncerten.

 

Jam Days program finder du her: http://www.jamdays.dk/