17.03.2016 15:10

Larmende stilhed for fuld udblæsning

Et særegent orkester leverer:”larmende stilhed”.


Der er naturligvis tale om endnu en inkarnation af ”The Very Big band” – en smeltedigel af et orkester, hvor musikstuderende på tværs af studieretninger mødes for at fremføre hinandens kompositioner og nedbryde barriererne mellem gængse genreopfattelser.

Projektet involverer foruden konservatoriestuderende også Talentlinjeelever fra Varde, Tønder og Esbjerg Kultur- og Musikskoler - og et besøg fra en flok talentfulde folkeskoleelever. Det er der en helt særlig grund til:

Når vi arbejder bevidst med at indtænke flere led i fødekæden, er det fordi det er så altafgørende, at vi orienterer os mod hinanden. Mulighederne for at udfolde sig musikalsk synes at få stadig mere trange kår. Vi vil gerne vise, at vi insisterer på at musikken og kunsten har en berettigelse”, siger pianisten Martin Schack, som selv både har en fod indenfor på kulturskolen og konservatoriet. ”Med dette projekt gør vi også opmærksom på at alle led i det musikalske økosystem er hinandens forudsætning. Piller man ved ét led får det konsekvenser for hele systemet”, siger han.

Indbygget i projektet er samtidig en kunstnerisk proces, hvor deltagerne i ugen op til koncerten vil tage et tema eller melodistumper under kærlig behandling og udvikle kompositioner i fællesskab.

Thomas Bryla har stået for en del af indstuderingen af det nummer folkeskoleeleverne skal medvirke på: ”Når vi har øvet på folkeskolerne, har eleverne opdaget, hvordan man kan skabe musik ud af ingenting. Vi leget med lyd og formet toner og improviseret sammen, så nu glæder vi os til at prøve at være en del af The Very Big Band”.

Som fødselshjælper har det sammensatte orkester engageret bassisten Thommy Andersson, der skal lede orkesteret sikkert frem mod koncertaftenen torsdag. d. 17. marts. I koncerten indgår desuden saxofonisten Lotte Anker og Syddansk Musikkonservatoriums adjungerede professor, guitaristen Marc Ducret.

 

Det endelige resultat kan opleves i konservatoriets koncertsal, hvor man efterfølgende måske også er klogere på hvordan larmende stilhed lyder ifølge ”The Very Big Band”.

 

Hvad: Koncert med The Very Big Band

Hvor: Syddansk Musikkonservatoriums koncertsal, Kirkegade 61, 6700 Esbjerg

Hvornår: Torsdag d. 17. marts kl. 21.00 (+ et uddrag fredag d. 18. marts kl. 12.10)

Der er fri entré