29.08.2016 14:41

NÅR DRØMMEN LIGGER 8691 KM VÆK

Fra SDMK-studerende til orkestermusiker i Kina.



Syddansk Musikkonservatorium er fyldt med gode fortællinger. Fortællinger om studerende, alumner og undervisere der skaber fantastiske projekter, går nye kreative veje, lander spændende jobs og som rækker ud efter drømmene. Og griber dem. Nogle fortæller gerne om deres drømme og bedrifter. Og det med velfortjent glæde og stolthed. Andre går lidt mere stille med dørene. Glæden og stoltheden er ikke mindre, men de trives bare bedre med en stille en af slagsen som de deler med deres nærmeste. Deres fortællinger undgår ofte den brede opmærksomhed og bliver aldrig præsenteret for verden udenfor konservatoriet. En gang imellem sker det imidlertid at drøm og bedrift lyser så klart, at de er umulige at overse og undgå at berette om. Dette er tilfældet med slagtøjsspilleren Ole Vallebo. I starten af august blev Syddansk Musikkonservatorium ad omveje bekendt med, at Ole i juni måned vandt jobbet som soloslagtøjsspiller i Guangzhou Symphony Orchestra, beliggende i Kina. Efter nogle dages betænkningstid indvilligede Ole i at stille op til et interview og fortælle historien, der bragte ham om på den anden side af jordkloden for at forfølge sin store drøm.

Ole Vallebo har altid været til slagtøj og næsten lige så længe har han drømt om at blive orkestermusiker. Interessen for slagtøj blev vakt tilbage i folkeskolen, hvor han sad i musiklokalet og kiggede på trommesættet, som ingen elever fik lov at røre. Dem ville Ole gerne have fingrene i. Rigtigt gerne. Og det fik han så på Orkesterefterskolen i Holstebro. Det var også her at interessen for klassisk musik for alvor blev vakt, ligesom han også fandt ud af at han gerne ville leve som orkestermusiker. Drømmen var født og jagten på den gik over MGK i Holstebro og Det Jyske Musikkonservatorium inden han fandt vej til Syddansk Musikkonservatorium i Odense, hvor han de seneste tre år har studeret hos Søren Monrad. Mens Ole forberedte sin kammermusikeksamen mod slutningen af forårssemesteret 2016 trængte drømmen sig på igen. Symfoniorkesteret i Kinas tredjestørste by Guangzhou slog via hjemmesiden musicalchairs en slagtøjsstilling op:

”Jeg har altid gerne ville være musiker i et symfoniorkester, og selv hvis det skulle være på Nordpolen så tog jeg også det med. Derfor har jeg også altid holdt et vågent øje med musicalchairs, hvor orkesterkonkurrencer bliver annonceret, og her var det så jeg opdagede stillingen i Guangzhou. Jeg genkendte straks navnet da min ven Jakob Weber, solojanitshar i Odense Symfoniorkester(for tiden DR Symfoniorkestret), havde spillet i orkesteret. Jeg begyndte derfor at forberede en eventuel ansøgning, men holdt det lidt hemmeligt, da jeg var meget i tvivl om det overhovedet var muligt at nå at blive klar før deadline. Men jeg ringede så til Jakob Weber, og da han havde mange positive ting at sige om orkestret og besvarede alle de tvivlsspørgsmål jeg havde, var beslutningen derefter mere eller mindre taget, trods en i forvejen temmelig overbooket kalender.
Da jeg endelig besluttede at søge stillingen, var jeg nemlig i forvejen travlt optaget med forberedelsen til min kammermusikeksamen på 4. år, så der var mange ting at holde styr på. Alligevel begyndte jeg at øve på programmet til Guangzhou, stadig i hemmelighed og stadig meget i tvivl om det overhovedet kunne nås. Til sidst var det så jeg nævnte det for min hovedfagslærer Søren Monrad. Han var straks helt oppe at køre og sagde at jeg bare skulle jeg se at komme af sted på det eventyr. Han var faktisk så begejstret, at man skulle tro han selv skulle af sted. Derefter blev øvningen og forberedelserne intensiveret meget kraftigt frem imod første del af prøvespillet, videooptagelsen.

 I jobopslaget havde orkestret bedt om at få tilsendt en DVD, med et program man selv valgte. Her var jeg dog heldigvis godt stillet i og med, at Søren gennem årene har pisket mig igennem det ene orkesteruddrag efter det andet. Problemet lå mere i at få optaget og brændt DVD’en. Orkestret krævede nemlig at få tilsendt en DVD med posten. Via internettet blev ikke accepteret. Optagelsen faldt så sammen med de uger hvor konservatoriet afholdt eksamener, så det var næsten umuligt at finde et tidspunkt det kunne lade sig gøre, og pga. forsendelsestiden til Kina var det temmelig presset. Til sidst lykkes det dog heldigvis alt sammen og DVD’en blev sendt af sted til tiden, og det på trods af at jeg på afsendelsesdagen, i min iver for at skulle nå at indlevere pakken rettidigt, måtte en tur i asfalten på min cykel, og derfor ødelagde pakken og derudover i dag har fire meget store ar som påmindelse om hele det kaotiske forløb.

Derefter ventede jeg en lille måneds tid på svar, og da det kom, blev jeg naturligvis utrolig glad over at jeg var blevet udtaget til hovedkonkurrencen.

Derefter begyndte nogle meget hektiske uger hvor der skulle søges visum, bestilles flybilletter, reserveres hotel, indtages vaccinationer, pakkes kuffert og ikke mindst øves meget intenst.  Så det blev til nogle hårde uger uden meget nattesøvn.

Jeg rejste til Guangzhou om lørdagen og landede tidligt søndag aften. Prøvespillet foregik om tirsdagen, hvor jeg trods diverse forsøg på at forebygge dette, mødte ind med rigtigt meget jetlag. Jeg havde været i det dilemma at jeg jo ikke rigtig kunne øve mig i Guangzhou, så derfor måtte afrejsen ligge meget tæt på prøvespillet. Jeg havde dog ikke kalkuleret med at have så meget jetlag som tilfældet var. Jeg havde det simpelthen så jammerligt dårligt da jeg endelig skulle spille - som efter en temmelig heftig bytur -, at jeg selv i dag er helt benovet over at det overhovedet var muligt at gennemføre konkurrencen. Det stod faktisk så slemt til, at jeg halvvejs igennem 1. runde måtte konstatere at det nu kun handlede om overlevelse og at komme igennem med skindet på næsen. Derfor må jeg også indrømme at jeg var noget i tvivl om jeg havde gjort det godt eller ej, men fik så at vide at jeg skulle spille i 2. runde. Den blev afviklet et par timer senere hvor jeg heldigvis havde fået mulighed for at få sovet lidt inden, og da den var færdigafviklet gik jeg egentlig bare hjem. Mere fik jeg ikke at vide den dag.

Senere har jeg så fået fortalt, at de var virkelig imponerede over det niveau jeg viste i de to runder. Da jeg hørte det, sendte jeg selvfølgelig en kærlig tanke til de personer ved SDMK som hvert år arrangerer stuntauditions og samarbejdsprojekter med Odense Symfoniorkester. De erfaringer jeg havde herfra var uden tvivl det som hjalp mig igennem prøvespillet den dag.

Når man står foran en jury på 20-30 personer, utroligt hæmmet af jetlag og vanvittig sulten pga. for lidt morgenmad, så er det at man har prøvet lignende situationer, såsom de stuntauditions SDMK afholder, yderst behjælpelige. Den dag i Guangzhou var min eneste chance at spille ud fra mit bund- og grundniveau og spille ud fra de instinkter som jeg gennem årene på konservatoriet har lært. Men jeg skal da blankt indrømme at jeg i pausen mellem 1. og 2. runde overvejede om de blot ville give mig endnu en chance for at spillet programmet fra 1. runde igen, nu jeg var rejst små 8691 km, for at spille prøvespillet. Heldigvis viste det sig at de var mere end tilfredse med både 1. og 2. runde, så jeg kunne et par dage efter overbringe Søren Monrad de gode nyheder om resultatet. Et resultat som Søren har mindst lige så stor fortjeneste af som jeg selv.

Søren Monrad har under hele forløbet været til stor hjælp og en god inspirator. Det var jo fx Søren der klippede videoen der skulle sendes for overhovedet at blive udtaget til prøvespillet. Og det var også Søren der via gode kontakter fra tidligere elever gav mig mulighed for at tilegne mig en utrolig værdigfuld viden om prøvespil i Kina, som jeg ellers aldrig ville have tænkt over. Og sidst men ikke mindst var det Søren der igennem hele forløbet underviste mig og pressede mig til det yderste, fordi han mente jeg kunne gøre det endnu bedre. Igennem de år jeg har studeret på SDMK har Søren sat en masse ting rigtigt sammen med henblik på at skabe den ideelle orkestermusiker. At det er noget han har gjort utallige gange før, gør ikke bedriften mindre imponerende. At jeg har været så heldig og privilegeret, at have haft Søren som min hovedfagslærer igennem de seneste tre år, er noget der helt klart står som en af hjørnestenene i min musikalske uddannelse og karriere. Hvis konservatorieverdenen blev drevet ligesom sports- eller forretningsverdenen, er jeg overbevist om at Søren for længst var blevet headhuntet til nogle af Europas bedste og mest prestigefyldte konservatorier til den tredobbelte løn og med lovning på betydelige økonomiske rådighedsmidler til projekter og indkøb af instrumenter. Her på falderebet før jeg rejser, kan jeg jo kun bede til og håbe på, at SDMK formår at holde på en kapacitet som Søren da hans meritter, undervisning, erfaring, musikviden og engagement ikke er set større eller bedre.

I den forbindelse er det også værd at nævne SDMK’s to andre slagtøjslærere, nemlig Mads Drewsen og Johan Bridger som jeg også skylder en stor tak. Bl.a. valgte Mads at undervise mig i sin sommerferie, så jeg kunne blive klar til konkurrencen.  Imens har Johan Bridger hovedsageligt undervist mig i marimba, der så viste sig at være en rigtig stor og vigtig del af prøvespillet. Det er normalt en lille biting til orkesterprøvespil, men her gik de rigtigt meget op i solomarimba delen.”

Det store fokus på marimba til prøvespillet er ikke det eneste der adskiller livet som orkestermusiker i Kina fra en tilsvarende tilværelse i Danmark:

”Det at afholde prøvespil er noget forholdsvis nyt i Kina. Tidligere hentede de nye orkestermusikere via kontakter som orkestrene og deres musikere havde i forvejen. Derfor sker der også indimellem nogle spøjse ting. Eksempelvis kom alle informationer i absolut sidste øjeblik. Fx fik jeg den endelige dato for prøvespillet små to uger før, og der fik jeg jo så travlt med at søge visum, arrangere flybilletter og hotel, få vaccinationer osv.. Det gjorde så absolut ikke situationen mindre stressende. Dagen før afrejse blev jeg også spurgt om jeg ville spille med til orkestret sæsonafslutningskoncert den efterfølgende uge. En anden ting meget ulig prøvespil som vi kender det i Danmark var, at de kun indkaldte ganske få ansøgere til prøvespillet.

 Da jeg kom derover viste det sig, at jeg var en ud af bare to slagtøjsspillere der var udtaget til prøvespillet. Og de havde altså opslået to stillinger vel og mærke. Noget anderledes end de 25-70 ansøgere jeg tidligere har oplevet. Oven i købet havde den anden så meldt fra fordi han havde vundet job i Shanghai Symphony Orchestra i mellemtiden.

Prøvespillet var altså mest af alt et sidste tjek af hvordan ansøgernes niveau var. Reelt set var det blevet afgjort med videoen.

Andre meget pudsige episoder som jeg ikke tidligere har oplevet var eksempelvis at jeg selv måtte vælge programmet i 2. runde. Og imens jeg spillede foregik der en, til tider, meget højlydt snak på kinesisk imellem chefdirigenten og prøvedirigenten som sad i juryen. Da uddraget så havde et kort ophold, stoppede jeg op og vendte mig imod juryen. Her så chefdirigenten så meget forskrækket og forundret på mig, hvorefter han gjorde mig opmærksom på, at de nok skulle afbryde mig hvis de fandt det nødvendigt. Da jeg så forsatte med anden del af uddraget, fortsatte snakken så igen.

Selve det at arbejde i et orkester i Kina er til tider også noget anderledes end det vi kender fra Danmark. Nachspiel efter koncerter er der f.eks. ikke noget af. I Kina går man bare hjem efter koncerten. Lige sådan er dagligdagen. Man snakker selvfølgelig i pauserne og har det sjovt, men når prøven slutter, går alle hver til sit. På den måde er der ikke så meget socialt ved siden af orkesteret som i Danmark, og det skal man lige vende sig til. Derfor har jeg naturligvis også haft nogle overvejelser omkring mit sociale liv og det er selvfølgelig også noget man skal gøre op med sig selv inden man rejser. Når det er sagt, fik jeg jo snakket med nogle af orkestermedlemmerne i løbet af den uge jeg var der, og det er jo nogle søde mennesker, men det ville jo helt klart være meget lettere at tage et job i Danmark, hvor man kender til det hele. Men det er jo bare at kaste sig ud i det. ”

Og der er mere end rigeligt for Ole at kaste sig ud i når han kommer til Guangzhou. Byens symfoniorkester favner 120 musikere, hvoraf seks er slagtøjsspillere. Orkesteret er et af de mest ambitiøse i Asien og det eneste asiatiske orkester der har spillet i alle verdensdele. Derfor er der selvfølgelig også planlagt turnéaktiviteter i det kommende år. Ole kan således se frem til at skulle turnere i både Italien og England, og dertil kommer alle de opgaver han endnu ikke kender til:

”Hvis man har job i et symfoniorkester Danmark, så kender man som regel det meste af programmet for sæsonen i god tid. I maj måned får man planerne for den kommende sæson og ved hvad man skal spille, hvordan prøverne ligger osv. Men det her er Kina og det er temmelig meget anderledes. Her opererer man med halvanden måneds planer, så lige nu kender jeg kun de koncerter vi skal spille i Guangzhous koncertsal. Her er selvfølgelig også nok at se til med opførelser af bl.a. Mahler’s 5. symfoni, Ildfuglen, Daphnis et Chloé, Tchaikovsky’s Pathétique symfoni og Symphonie Fantastique. Men på nuværende tidspunkt kender jeg intet til orkesterprøver og hvad vi ellers skal. Der kan sagtens dukke en koncert op med en uges varsel. Lige nu ved jeg kun at jeg lander i Guangzhou om onsdagen, og om torsdagen skal jeg så møde ind til orkestermøde efterfulgt af orkesterprøve og så spilles første koncert om fredagen.  Eller det tror jeg. Man skal lige vende sig til de noget kaotiske tilstande. Jeg ved i hvert fald der ligger en kæmpe bunke noder og venter på mig i Guangzhou, så det bliver nogle lange dage det første stykke tid, hvor jeg skal forsøge at få forberedt det hele og må så ellers klare resten på gefühlen. Efter første koncert påbegynder vi så et to ugers prøveforløb, hvor der både skal opføreres operaforestillinger og symfonikoncerter. Det betyder jeg i en periode har orkesterprøver på sæsonåbningskoncerten om dagen, og operaforestilling om aftenen.  Derefter har vi så et nyt prøveforløb på vores program vi skal opføre på en turné i Beijing og Nordkina. Til den tid har jeg været i orkestret i under en måned”

Hvad der end venter Ole af forudsigelige og uforudsigelige oplevelser og opgaver i Kina, så er der kun en måde at finde ud af det på. Det er som han ganske rigtigt siger det ved at kaste sig ud i det. Om et par dage tager Ole toget til lufthavnen, hvor der ligger en billet og venter på ham. 16 timer senere står han i Guangzhou og skal direkte hen til orkesteret hvor der venter, hvad der beskrives som, et omfattende obligatorisk lægetjek. Når det er overstået påbegynder han en måneds prøvetid og når den er bestået venter der en kontrakt på et år. Så er drømmen ikke længere noget der skal jages og gribes efter. Den skal leves.