03.05.2018 15:12

Når musik og dans smelter sammen

Balstival er folkemusik og -dans på tværs af alder og øvrige tilhørsforhold


Med arrangementsrækken ’Balstival’ ønsker Syddansk Musikkonservatorium at skabe en fælles ramme for regionens udøvere af folkemusik og -dans på tværs af alder og øvrige tilhørsforhold.

Balstival tager udgangspunkt i konservatoriets folkemusikuddannelse, der som landets eneste af sin art indtager en væsentlig plads i det danske folkemusikmiljø. Ved i alt 10 arrangementer mødes konservatoriets studerende med både det yngre vækstlag og det etablerede miljø for sammen at udforske musikken og dansen og styrke netværket på tværs af hele folkemusikken.

Med støtte fra Kulturaftale Vadehavet planlægges der i løbet af det næste år 10 aftener, som med skiftende temaer tager fat i musikkens og dansens traditioner og fejrer folkemusikkens inkluderende fællesskabsånd. På denne baggrund er arrangementerne også åbne for alle andre interesserede, der ønsker at deltage i festlighederne eller være med på sidelinjen.

Balstival-koordinator Tove de Fries, der selv står som en væsentlig udøver og formidler af specielt Fanø-musikken, siger om projektet: “Folkemusikken er funktionsmusik, den lever i kraft af at blive brugt. Specielt her på egnen - det tyndt befolkede "udkantsdanmark", har folk altid mødtes omkring musik og dans på tværs af generationer, politiske overbevisninger og øvrige barrierer med det ene formål at more sig. Enhver der har oplevet magien når dans og musik smelter sammen, kan nikke genkendende til at man pludselig er en vigtig del af noget større, samtidig med at man har det sjovt og får alle depoter fyldt op.”

Arrangementerne afholdes på Huset Esbjerg, hvor den første Balstival løb af stablen tirsdag d. 24. april. Omkring 50 mennesker var her samlet omkring Fanøs levende musik- og dansetraditioner og to af dens fornemste udøvere, musikerne Peter Uhrbrand og Ole Mouritzen. 

De næstkommende arrangementer er 8/5 med fokus på repertoiret fra "Æ Tinuser" og 22/5 med fokus på musik og dans fra Cape Breton.

Se fotoserie fra den første Balstival