22.03.2018 13:05

NY ADJUNGERET PROFESSOR på SDMK

Organisten Hans-Ola Ericsson er udnævnt til adjungeret professor for en 5-årig periode.


Med tilknytningen af Ericsson som adjungeret professor i orgelspil, sikrer Syddansk Musikkonservatorium sig inspiration fra en stor kunstnerpersonlighed, en rutineret og engageret underviser og en international autoritet på det kirkemusikalske område.

Organist og korleder Mikkel Andreassen, der er ansvarlig for konservatoriets kirkemusikalske område, uddyber valget af den svenske orgelprofessor således: ”Med sit dybe repertoirekendskab og stort udfoldede musikerskab vil Hans-Ola Ericsson blive en vigtig inspirationskilde for det kirkemusikalske miljø i hele regionen og ikke mindst blive en central person i det faglige miljø, hvor han bl.a. regelmæssigt vil undervise konservatoriets orgelstuderende”.

Hans-Ola Ericsson er meget søgt som underviser og har uddannet flere generationer af organister både i Piteå, hvor han har opbygget en særdeles velrenommeret orgelklasse, og senest på McGill University i Montreal, Canada, hvor han ligeledes besidder et professorat. Fra alle sider får Ericsson pæne skudsmål, hvor det bl.a. fremhæves at hans undervisning er engageret og farverig og hans autoritet stor.

Om udnævnelsen siger rektor Claus Skjold Larsen: ”Syddansk Musikkonservatorium har ganske få adjungerede professorer, idet der er tale om en hæderstitel, der kun kan tildeles de største kapaciteter på deres felt. Med tilknytningen af prof. Hans-Ola Ericsson som adjungeret professor er det lykkedes at få en af kirkemusikkens mest markante skikkelser til at være med til at sætte standarden og ambitionsniveauet for vore organistuddannelser. Vi er meget stolte af vores nye adjungerede professor, og vi lægger vægt på, at dette nye samarbejde kan blive til gunst for kirkemusikmiljøet både på og uden for konservatoriet.”

Hovedpersonen selv udtrykker også begejstring ved udsigten til at blive knyttet til Syddansk Musikkonservatorium: ”Jeg ser frem mod samarbejdet og til at give mine synspunkter for om muligt at styrke regionen hvad angår orgelrelaterede problemstillinger. Ikke mindst ser jeg frem til at komme til at arbejde med de studerende. Jeg har ved mine tidligere besøg i Esbjerg og på Fanø altid fundet denne del af Danmark specielt naturskøn og beroligende.”

Af professorens fyldige CV fremgår det desuden, at han er en flittig komponist, ikke blot af orgelmusik, men også for større ensembler. Han er desuden en rutineret orgeljury-dommer og på alle måder en musiker, som bidrager til formidlingen af alle aspekter inden for orgelkunsten på højeste niveau.

Hans-Ola Ericsson, som efterfølger franske Olivier Latry på posten, blev udpeget på baggrund af et sagkyndigt udvalg bestående af domorganist Birgitte Ebert, organist og konservatorieunderviser Mikkel Andreassen og vicerektor Martin Gade. I forbindelse med bedømmelsen konkluderede udvalget følgende: "Det er vores opfattelse, at det vil være en stor gevinst for konservatoriet at ansætte en person, der på alle parametre har gjort sig stærkt gældende i mere end en menneskealder. Hans-Ola Ericsson er en stor orgelspiller, hvis fortolkninger både hvad angår virtuositet, musikalitet og formsans har internationalt niveau. Han er kendt som fortolker af selv de vanskeligste værker i litteraturen, blandt meget andet orgelværker af Messiaen og et stort antal nyere komponister, som han er særlig ambassadør for. Samtidigt er hans stilkendskab og sans for hele orgellitteraturens repertoire på højeste niveau. Han har indspillet musik fra snart sagt alle tidsaldre.

 

Fakta:

  • Syddansk Musikkonservatoriums kirkemusikuddannelse er hjemmehørende i Esbjerg
  • Hans-Ola Ericsson vil første gang besøge Esbjerg i december måned, hvor han vil give tiltrædelseskoncert med efterfølgende masterclasses.
  • En videregående uddannelsesinstitution kan tildele titlen adjungeret professor til personer uden for institutionen, som har et højt fagligt niveau, og som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.
  • Syddansk Musikkonservatorium har og har haft en række adjungerede professorer tilknyttet forskellige fagområder. Senest blev oboisten Henrik Goldschmidt udnævnt som adjungeret professor for det klassiske område.