22.03.2018 14:59

Opløs dig selv til digitale koder

SDMK's elektroniske musikere inviterer til Lydknust '18


Elektroniske bæster og små teknologiske vidundere

Tre musikstuderende fra Syddansk Musikkonservatorium indtager Esbjerg med en elektronisk musikevent. Invasionen er begyndt - den hedder Lydknust ’18.

Esbjerg og elektronisk musik kan lyde som et usædvanlig match, men takket være musikkonservatoriets linje for elektronisk musik og lydkunst (EMOL), kan man d. 7. april komme til et arrangement, der udfordrer den gængse opfattelse af hvad elektronisk musik er. ”Med Lydknust ’18 inviterer vi Esbjergenserne og andet godtfolk ind til en masse live koncerter, hvor de kan opleve elektroniske musikere opføre deres eget originale materiale”, fortæller Nicolai Beier Søndergård, som er en del af arrangørteamet.

Lydknust er en elektronisk musikfestival arrangeret af musikstuderende fra uddannelseslinjen Elektronisk Musik Og Lydkunst (EMOL) på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Dette års festival byder på et hav af forskellige musikalske udtryk, som med garanti vil åbne op for nye lydmæssige verdener.

Opløs dig selv til digitale koder

Lydknust ‘18 foregår i hele Huset, Esbjerg. I Caféområdet vil der være plads til hyggeligt samvær og gode samtaler til afslappende lounge musik.

Helt ekstraordinært er der mulighed for at dykke ind i den digitale verden via Virtual Reality briller som er stillet til rådighed af Kristian Iversen. ”Vi håber folk er nysgerrige og klar til at blive opløst til digitale koder - nu har de i hvert fald chancen”, siger Simon Reinike Oxholm. Også i Husets koncertsal vil der foregå noget helt særligt, når Henrik Sæderup og Alexandru Diaconu leverer farverige og interaktive visuals.

”Oplev også visuelle rejser i Husets egen indbyggede biograf; læn dig tilbage, tag en slurk af din sodavand eller øl og forbered dig på lidt af hvert. Og er din krop blevet helt slap og dit sind udmattet har vi opskriften på at få dig i gang igen. Gør dig klar til festivalens højdepunkt, nemlig live koncerter”, lyder opfordringen fra arrangørerne.

 

Bag om den knuste lyd

Lydknust er en årlig elektronisk musikfestival som hvert år arrangeres og afvikles af 2.-årsstuderende fra Syddansk Musikkonservatoriums elektroniske musiklinje (EMOL).

Festivalen blev oprettet i 2004 for at give de studerende en mulighed for at nå ud til offentligheden samt erhverve sig færdigheder inden for planlægning, projektstyring og afvikling af koncerter.

Festivalen er siden da blevet afviklet i mange forskellige former, alt fra drømmende liggekoncerter til energiske og farverige fester. Kort fortalt, er Lydknust en festival med en stor musikalsk diversitet som sætter Esbjerg på landkortet for elektronisk musik.

Lydknust ‘18 foregår på Huset Esbjerg d. 7. april 2018 fra eftermiddag til nat. Der er fri entré! 

 

 

Praktisk information:

Hvad: Lydknust ´18 – en endagsfestival med elektronisk musik

Hvor: Huset, Finsensgade 1, 6700 Esbjerg

Hvornår: Lørdag d. 7 april kl. 15:00 – 02:00

 

Platforme:

Facebook: https://www.facebook.com/lydknust/

Instagram: https://www.instagram.com/lydknust/

Youtube: https://www.youtube.com/user/lydknust/

Begivenheden: https://www.facebook.com/events/595161077483356/

Hjemmeside: http://www.lydknust.dk/