06.02.2018 08:35

The Very Big Band

Ny musik på tværs af genrer


I uge 8 varsles der tomme øvelokaler, kolde orkestersæder og rungende tomme balsale, når 29 musikere fra den rytmiske, klassiske og folkemusiske verden forlader deres vanlige musikalske forpligtelser og mødes i konservatoriets koncertsal. Her vil de tilsammen udgøre et særegent orkester, der hæver sig over genrebetegnelser og vanetænkning. De kalder det ”The Very Big Band”.

Spritny musik
Jazzballader, rockriffs, baroktriller og polkaer viger pladsen for masser af spritny musik skrevet af orkestermedlemmerne selv og arrangeret i fællesskab med kunstnerisk leder Thommy Andersson, som selv bevæger sig ubesværet mellem et utal af genrer - ofte i selskab med den musikalske verdenselite.

”Det er et privilegium for alle i dette projekt at arbejde med ny original musik som ikke er genre-specifik. Vi er i løbet af ugen i en proces med hinanden og vrider og strækker musikken - også under koncerterne. Det er et unikt orkester med en utraditionel besætning der skal opleves! Very Big Band skal opleves live!”, lyder opfordringen fra den erfarne multiinstrumentalist, der i en årrække har stået i spidsen for The Very Big Band.

Med 20 år på bagen 
The Very Big Band er et årligt tilbagevendende orkesterprojekt på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg med mere end 20 år på bagen. I takt med at studerende afslutter deres uddannelse og nye optages, bliver orkestrets medlemmer naturligt udskiftet, og selv om det altid bevarer en særlig klang, er der næppe ret mange bands, der kan bryste sig af at have lige så mange eks-medlemmer. 

Medlemmer fra hele Norden 
Som de tidligere år eksisterer denne udgave af orkestret kun i én intensiv uge, men denne gang udmærker det sig blandt andet ved at have alle nordiske nationaliteter repræsenteret. Som en hyldest til den fælles mørke nordiske vinter er projektets overskrift i år “Polar (k)nights”, hvor dobbelttydigheden også dækker over orkestrets kamp for musikalsk uafhængighed. 

Kun tre koncerter
Der er kun tre muligheder for at opleve denne som altid eksklusive udgave af The Very Big Band:

- Torsdag d. 22/2 kl. 20:00 i Konservatoriets Koncertsal
(www.facebook.com/events/2063944747217337/)
- Fredag d. 23/2. kl. 12:10 i Konservatoriets Koncertsal
(www.facebook.com/events/544191619294431/)
- Lørdag 24/2. kl. 20:00 I Seminariehuset, Ribe
(www.facebook.com/events/331169280703134/)