16.06.2017 12:48

”Unødvendigt beskeden”

Christian Blom Hansen takkede af efter 35 år


Der var tidligere og nuværende studerende, kolleger og personale blandt gæsterne, da Christian Blom Hansen i går fratrådte efter 35 år som orgelunderviser på konservatoriet i Esbjerg.

Markeringen blev indledt med en koncert, hvor dagens hovedperson spillede et udvalgt program bestående af værker, der har haft særlig betydning for ham på den ene eller den anden måde. Heriblandt kompositioner af de to Esbjerg-organister Peter Møller og Jesper Madsen, der begge gik bort med kort mellemrum i al for tidlig alder.

Blandt talerne ved den efterfølgende reception var Svend Prip, der tidligere har undervist Christian Blom og fungerede som konsulent ved opførelsen af Marcussen-orglet i konservatoriets koncertsal. Han sagde blandt andet i sin karakteristik af sin tidligere elev og senere kollega: "du har altid fremstået karakteristisk cool – og helt unødvendigt beskeden”.

Alt i alt blev der gennem taler og kollegiale samtaler tegnet et billede af en imponerende og uegennyttig indsats i orgelmusikkens tjeneste. Også rektor Claus Skjold Larsen satte ord på de fodspor Christian Blom Hansen har sat gennem fire årtier: "Du har igennem dit virke på konservatoriet været en central og vigtig fagperson, der har været med til at skabe et stabilt højt niveau på de kandidater, vi uddanner til orgelbænkene i de danske kirker." 

Christian Blom Hansen fortsætter sit virke som organist i Sct. Jacobi Kirke i Varde.