PUBLIMUS/PUFF

Fra og med 2016 udgives skriftserien Publimus (tidligere PUFF) ikke længere af SDMK.

Serien videreføres på www.publimus.dk af redaktør gennem alle årene, Carl Erik Kühl. PubliMus bringer artikler om alle emner inden for musikken og musiklivet i bredeste forstand. En del af artiklerne henvender sig fagligt til musikere, musikpædagoger eller musikstuderende, andre til almindelige musikinteresserede. 

Find PubliMus på www.publimus.dk

Kontakt redaktionen på kontakt@publimus.dk

Eksemplarer til og med 2015 kan rekvireres mod gebyr ved henvendelse til info@sdmk.dk

PDF-udgaver til og med 2015 kan downloades direkte her på siden.

Oversigt over udgivelser 2007-2015:

36. Ansigtet bag ansigtet

Om Carsten Dahls indspilning af Bachs Goldberg-variationer

af Henrik Marstal

Resumé:
Den internationalt kendte danske jazzpianist Carsten Dahl (tidligere lektor ved Syddansk Musikkonservatorium, senere professor ved Rytmisk Musikkonservatorium) indspillede i 2014 sin unikke fortolkning af Johann Sebastian Bachs Goldberg-variationer for præpareret klaver. I den anledning lod han sig interviewe af musikeren og forfatteren Henrik Marstal, der sidenhen har bearbejdet interviewet til artiklen Ansigtet bag ansigtet.

[Download som PDF]


35. SYNET AF NIELSEN

Komponistens liv i strejftog

af Johan Bender

Resumé:
PubliMus 35 fejrer Carl Nielsens 150-års fødselsdag med en artikel af forfatteren Johan Bender. Bender er musikelsker og en stor fan af Carl Nielsen, men er ikke selv musiker. Til gengæld kan han noget med billeder. I artiklen Synet af Nielsen fortæller han om komponisten med udgangspunkt i en række billeder, hvoraf flere sjældent vises, og som lægger op til mere ukendte anekdoter.

[Download som PDF]


34. KULTURRADIKAL MUSIK

En rundbordssamtale

af Michael Fjeldsøe, Søren Schou og Carl Erik Kühl

Resumé:
PubliMus 34 er et referat af en rundbordssamtale mellem musikforskeren Michael Fjeldsøe, litteraturforskeren Søren Schou og redaktøren af PubliMus Carl Erik Kühl. Samtalen tager udgangspunkt i Fjeldsøes doktordisputats fra 2013 om Kulturradikalismens musik. Kulturradikalismen var en idéstrømning og kulturpolitisk reformbevægelse, der udfoldede sig eller havde virkninger igennem det meste af 20. århundrede. Musikkens plads i dette landskab har ikke været systematisk behandlet før.

[Download som PDF]


33. Aïda

Triumfmarcherende dystopi

af Henrik Nebelong

Resumé:
I 2013 fejrede PubliMus 200-året for Richard Wagners fødsel med bl.a. en artikel af Henrik Nebelong. Operaens anden gigant af samme årgang, Guiseppe Verdi, fejrer vi (forsinket!) med en artikel om komponistens måske mest elskede opera, Aïda – også denne gang af Henrik Nebelong.

[Download som PDF]


32. Requiem

En messe for livet

af John Frandsen

Resumé:
John Frandsens 1½ time lange Requiem (uropført 2013) vakte anmeldernes begejstring – og megen undren. For hvad er det dog, der kan få en komponist i det 21. århundrede til at tonesætte en tekst, der udtrykker et middelalderligt religiøst verdensbillede med rødder tilbage til oldkirken? Det spørgsmål er John Frandsen blevet præsenteret for mange gange. I sin artikel til PubliMus besvarer han det skriftligt.

[Download som PDF]


31. Reaktionær og moderne

Om det harmoniske sprog hos den sene Richard Strauss

af Thomas Agerfeldt Olesen

Resumé:
2014 er 150-året for Richard Strauss’ fødsel, og vi har i den anledning bedt komponisten Thomas Agerfeldt Olesen om at skrive en artikel. Agerfeldt Olesen (årgang 1969) vakte i 2013 opsigt med operaen The Picture of Dorian Gray, og han har aldrig fornægtet sin store affinitet til Richard Strauss i netop dette værk. Hans artikel til PubliMus handler om det harmoniske sprog hos den sene
Richard Strauss primært belyst ved eksempler fra Richard Strauss’ sidste instrumentale hovedværk Metamorphosen.

[Download som PDF]


30. Lille Lise

Et bidrag til musikkens fænomenologi

af Peter Wang

Resumé:
Peter Wang giver sit bud på en dynamisk tilgang til fænomenet musikalsk form. Han betragter musikken som udfoldelse og proces og søger at beskrive, hvad det er, der foregår, når der lyttes til musik. Forfatteren viser, hvor rigt og kompliceret selv en kort og enkelt opbygget melodi er i sin fænomenologi, når denne foldes ud i en den dynamiske formanalyse, han præsenterer.

[Download som PDF]


29. Byen uden jøder

Om den jødiske genius i musikbyen Wien 1867-1938

af Valdemar Lønsted

Resumé:
Hvis nogen by har fortjent betegnelsen ”Musikbyen”, er det Wien. Og er der en by, hvor jødiske musikere, musikforskere, musikskribenter, musikforlæggere mere end alle andre byer har præget musiklivet, er det Wien. Det er en lang og undertiden særdeles dramatisk historie. 1867 bragte jøderne i Østrig-Ungarn den forfatningssikrede frihed, de aldrig havde haft før, men omtrent 70 år senere er de stort set alle fordrevet af nazisterne. Valdemar Lønsted fortæller herom i PubliMus nr. 28. Hans artikel Byen uden jøder. Om den jødiske genius i musikbyen Wien 1867-1938 lægger sig smukt i forlængelse af den historiske fremstilling i hans nyligt udkomne monumentale monografi om en af de allerkendteste wienermusikere: Franz Schubert.

 

[Download som PDF]


28. Erik Satie

Lille komponist med stor betydning

af Mogens Wenzel Andreasen

Resume:
Man kan flittigt diskutere, om Erik Satie (1866-1925) var en stor komponist.
Hans produktion omfatter ikke ret mange større værker, kun få orkesterværker
og næsten ingen kammermusik. Klavermusikken dominerer hans produktion
sammen med nogle håndfulde sange. Men han fik umådelig stor betydning for
musikkens udvikling fra 1890’erne til i dag, både for en række komponister og
for flere af det tyvende århundredes musikalske stilretninger. Hans musik høres
jævnligt i dansk radio, og det meste er indspillet på CD, men hans navn
optræder yderst sjældent på koncert- og teaterprogrammer.

[Download som PDF]


27. Således talte Hanslick

af Manfred Eger
-oversættelse og indledning af Peter Wang

Resume:
Fejringen af 200-året for Wagners fødsel følges op af endnu en artikel i PubliMus. Emnet er denne gang filosoffen Friedrich Nietzsches berømte ”opgør” med komponisten – og personen – Richard Wagner. Artiklens forfatter er Dr. Manfred Eger, der i 20 år var direktør for Wagnerforskningsinstitutionen og museet Villa Wahnfried. Artiklen er oversat af Peter Wang, der også bidrager med en indledning.

Artiklen stammer oprindeligt fra Manfred Egers bog Nietzsches Bayreuther Passion. Rombach Litterae, Freiburg im Breisgau 2001.

[Download som PDF]


26. Wagners parallelle tertser

af Henrik Nebelong

Resume:
2013 er 200-året for Richard Wagners fødsel, og det vil også PubliMus
gerne være med til at fejre. Vi har derfor bedt tidens fremmeste danske
Wagner-skribent, Henrik Nebelong, om at skrive en artikel til os. Skønt
Wagner er en af alle tiders mest biograferede personer, er Nebelongs
Richard Wagner. Liv, værk og politik (2008) den første danske Wagnerbiografi
i et århundrede. Hertil føjer han en række monografier om de
vigtigste af Wagners operaer. I PubliMus skriver han om et særlig
signifikant ledemotiv hos Wagner (”de parallelle tertser”), giver en
oversigt over dets forekomst og forsøger en samlet tolkning

[Download som PDF]


25. Frank Zappa

Multikunstner forud for sin tid

af Thomas Vilhelm og Per Wium

Resumé:
2013 er 20-året for Frank Zappas død. I denne forbindelse har musiker og forfatter Thomas Vilhelm og DR-journalist og musikformidler Per Wium udarbejdet et biografisk indblik i Zappas person, musik og verdenssyn.
Artiklen er en skriftlig pendant til en foredragsrække, som Vilhelm og Wium tog hul på i efteråret 2013, men bygger på et årelangt arbejde med Zappas univers, der for Per Wiums vedkommende startede allerede i 1960'erne.
[Download som PDF]


24. Klinkede skår

Om en ufuldendt sonate af Robert Schumann

af Karl Aage Rasmussen

Resumé:
I sit værkkatalog nævner Robert Schumann en ”Fjerde Sonate i f-mol”. I
næsten 150 år betragtede man værket som bortkommet, hvis det da
nogensinde havde eksisteret. I 1997 dukkede det imidlertid op på en
auktion i London, i 2009 blev det i renskrevet form lagt ud på nettet, og
senere samme år leverede Karl Aage Rasmussen sit bud på, hvordan den
færdige sonate kunne have set ud.
Færdiggørelsen af ufuldendte værker af store mestre er en genre, Karl
Aage Rasmussen har beskæftiget sig med flere gange. I den følgende
artikel giver han et kig ind i værkstedet og delagtiggør læseren i de
overvejelser, han konkret har gjort sig, når han sidder med en enkelt
stemme i højre hånd hér, tyve tomme takter dér, etc.
I midten af hæftet har vi indsat et studiepartitur, der på en enkel måde
viser, hvad der er originalt Schumann, og hvad der er Rasmussen.
[Download som PDF]

Se og hør desuden Karl Aage Rasmussen fortælle om processen herunder:


23. Kuhlau og klaveret

af Jørgen Erichsen

Resumé:
Skønt Friedrich Kuhlau (1786-1832) af nogle benævnes "Fløjtens Beethoven", kender de fleste især den nordtyske komponist for sonatinerne, som helt op til vor tid har figureret i et utal af klaverskoler. Som Jørgen Erichsen udtrykker det, svarer det nærmest til, at man ikke ikke kender anden klavermusik af Beethoven end Für Elise, og derfor går han i denne artikel I dybden med Kuhlaus klavermusik.
Jørgen Erichsen udgav i 2011 den første større biografi nogensinde om Kuhlau - komponisten, vi næsten tør regne for en af vore egne, idet han levede det meste af sit produktive liv i København.
[Download som PDF]


22. Musik i tv

af Søren Ryge Petersen

Resumé:
Søren Ryge Petersen er kendt af de fleste. I over 35 år har han lavet tv for DR, og hans programmer fra egen have og hans landskabs- og personskildringer er højt værdsatte. Mange har også glædet sig over hans ofte overraskende, men altid træfsikre valg af musikken i programmerne. I sin artikel i PubliMus fortæller Søren Ryge om en række af de udsendelser, han har lavet, og om, hvordan han i det enkelte tilfælde fandt frem til lige netop dén musik. Efter artiklen findes en liste over de omtalte programmer og et link til et site på nettet, hvor de alle kan ses - og høres. 
[Download som PDF]


21. At tolke et digt

af Orla Vinther

Resumé:
Med sproget kan vi beskrive fænomener, stille spørgsmål og svare, sige ja og nej. Musikken lever sit eget liv som dynamiske lydmønstre uden et betydningsindhold, der er fastlagt på forhånd. Derfor rummer 1800-tallets lied et fascinerende paradoks: to udsagn forenes, et tekstligt og et musikalsk - og et tredje opstår, lieden. Orla Vinther bevæger sig i artiklen dybt ind i denne tolkningsdimension af Robert Schumanns lied 'Mondnacht'.
[Download som PDF]


20. Carmina Burana, Carl Orff og nazismen

af Finn Jespersen

Resumé:
Artiklen beskæftiger sig med komponisten Carl Orff og hans hovedværk Carmina Burana, der blev uropført i 1937. Naziregimet var først lidt tøvende overfor værket, men tog det efterhånden til sig, og det blev uhyre populært. Var det mon, fordi det netop indfriede magthavernes forventninger om en musik, der kunne være et pejlemærke for fremtidige generationer på tonekunstens område? Efter krigen måtte Orff igennem en ”afnazificerings¬proces” for atter at kunne virke som komponist under de nye politiske vilkår. Hvordan det? Kan musik være nazistisk?
[Download som PDF]


19. Den Jyske Sangskole

Om Den Jyske Sangskoles første 10 leveår

af Mads Bille

Resumé:
Lederen af Den Jyske Sangskole, Mads Bille, fortæller om skolens tilblivelse og udvikling i sine 10 første leveår – og om ideerne bag. Mads Bille er også leder af Herning Kirkes Drengekor og vil som sådan være kendt i vide kredse fra dokumentarfilmen En stemme for livet, som i 2009 blev spillet i biografer landet over.
[Download som PDF]


18. Nielsens kantate

Tilblivelsen af Carl Nielsens kantate til Landsudstillingen 1909

af Johan Bender

Resumé:
I 1909 blev der afholdt en Landsudstilling i Aarhus, og man havde i den anledning bestilt en kantate hos Carl Nielsen. Det kom der en sær historie ud af, som fortælles af historikeren Johan Bender med kig i arkiver og korrespondancer.
[Download som PDF]


17. Goethe som sangskriver

af Leif Ludwig Albertsen

Resumé:
Goethe introducerede 1795 i sin roman Wilhelm Meisters Lehrjahre en gådefuld ung pige Mignon, der oprindelig er fra Italien, men drager omkring i Tyskland sammen med en Harpespiller og, til dels sammen med ham, synger anelsesfulde sange, herunder ”Kennst du das Land”, som betog mange unge romantiske læsere. I førsteudgaven var dette digt sat meget spektakulært op og forsynet med en uortodoks (musikalsk?) tegnsætning. Skuffelsen hos mange læsere var stor, da romanens slutning, der først udkom året efter, lod Mignon dø og hovedpersonen Wilhelm gifte sig og blive en fornuftig middelklasseborger. Sangene i romanen har derfor haft en selvstændig tilværelse side og er blevet sat i musik som udtryk for romantisk clairobscur.
[Download som PDF]


16. Omkring Rued Langgaards første symfoni

af Bendt Viinholt Nielsen

Resumé:
Komponisten Rued Langgaard (1893-1952), en særling i dansk musikliv, blev først 20-30 efter sin død anerkendt som en af de helt store af sin slags. Som 19-årig havde han sin komponistdebut - og nåede måske sin karrieres højdepunkt - i Berlin med den timelange Symfoni nr. 1. Originalpartituret til dette værk har haft en ejendommelig skæbne, og det er den, Bendt Viinholt udreder i sin artikel.
[Download som PDF]


15. Musikhistoriens ikonisering: motown og bebop

af Ole Kühl

Resumé: 
Musikhistorien skrives ofte som en beretning omkring enkeltpersoner: de store ikoner. men er det disse ikoner, der skaber forandringer og fornyelser af musikken? To fortællinger fra det 20. århundredes afro-amerikanske musikhistorie, Motown og Bebop, antyder, at der også kan være andre forklaringer.
[Download som PDF]


14. Mozart og hans venner

Om Luigi Bassi og uropførelsen af Don Giovanni

af Magnus Tessing Schneider

Resumé:
Mozarts opera Don Giovanni blev som andre operaer i 1700-tallet skrevet til et bestemt operakompagni og ikke umiddelbart med genopsætning i tankerne. Sat på spidsen er partituret at betragte som levn fra en teateropsætning, der aldrig kan genskabes, snarere end som et selvstændigt kunstværk. Artiklen beskæftiger sig med den oprindelige gestaltning af operaskikkelsen Don Giovanni, som blev skabt til og realiseret af tidens store baryton Luigi Bassi.
[Download som PDF]


13. Teaching improvisation in classical music

af Carl Humphries

Resumé:
Artiklen beskæftiger sig med praktiske og pædagogiske udfordringer ved inddragelsen af improvisation i klassisk musikundervisning. Den giver et overblik over, hvilken rolle improvisationen har spillet i europæisk musikhistorie, diskuterer hvilke kunstneriske standarder, vi kan sætte for musikere, der improviserer, og hvad improvisation betyder som social praksis.
[Download som PDF]


12. De tre hjørnevokaler

Hjørnesten i klassisk sangteknik

af Peer Birch

Resumé:
De tre så kaldte "hjørnevokaler" er hjørnesten i klassisk sangteknik. I artiklen forklares dette med henvisning til resultater inden for nyere stemmeforskning, og i en række enkle øvelser vises det, hvordan man i sanguddannelsen drager praktisk nytte deraf.
[Download som PDF]


11. Zoltán Kodály

Hans liv og værk

af Palle Jespersen

Resumé:
Komponisten, folkemusikforskeren og musikpædagogen Zoltán Kodály fyldte for nylig 125 år. Hans liv og værk præsenteres hér af formanden for Dansk Kodály Selskab, Palle Jespersen.
[Download som PDF]


10. Brahms og Magelone

En sangcyklus-tekst og dens baggrund

af Leif Ludwig Albertsen

Resumé:
Musikgenren Liederabend udvikler sig på basis af Schuberts Die schöne Müllerin og Winterreise i løbet af 1800-tallet fra sublim privatkunst til en seriøs offentlig koncertgenre med skiftende hensyn til en eventuel handling i tekstforlægget. Schumann-eleven Brahms var selv usikker over for, om man skulle lade rækken af sange afspejle nogen sammenhængende fortælling. I artiklen redegøres for bogen om Magelone siden middelalderen og der tages afstand fra gentagne forsøg på at se Ludwig Tiecks roman med indlagte sange og tekst som et stort, romantisk eventyr.
[Download som PDF]


9. Du store verden!

Refleksioner over flerkulturel musikundervisning

af Eva Fock

Resumé:
Artiklen præsenterer historien om et konkret pædagogisk udviklingsprojekt for musikfaget i gymnasiet: Tværsnit i Musikken, men historien rummer andet og mere end ”blot” erfaringerne fra et konkret case study fra gymnasieverdenen. Gennem overvejelserne omkring projektet præsenteres og diskuteres forskellige tilgange til musikalsk mangfoldighed, multikulturel pædagogik og musikundervisning i det flerkulturelle samfund – tilgange, som er relevante langt ud over gymnasieverdenen og som rækker langt ud over det flerkulturelle felt.
[Download som PDF]


8. At skabe en interesse

Fra et liv i musikformidlingens tjeneste

af Orla Vinther

Resumé:
I artiklen beskæftiger forfatteren sig med de motiver, der ligger bag mange års virksomhed som musikteoretiker og musikformidler. Udgangspunktet er en fascination af den kunstneriske oplevelse og en optagethed af at finde og beskrive de formelle mønstre, hvori den kunstneriske oplevelse er forankret. En anden drivkraft har været interessen for værket som tidsdokument. Dette belyses ved en sammenlignende analyse af Franz Liszts symfoniske digt Les Préludes og Gustav Mahlers symfoniske lied Wo die schönen Trompeten blasen.
[Download som PDF]


7. Om Bachpolyfoniens rødder i Palestrinastilen

- og lidt om Palestrinas almene betydning

af Niels la Cour

Resumé:
Kvalificeret indsigt i barokkens fugakunst kan næppe opnås uden et studium af dens indlysende stilistiske hovedforudsætning: Renæssancens vokalpolyfoni. Med artiklen har det været hensigten ud fra en række korrektionseksempler fra teoriundervisningen i Bachfuga at vise, hvorledes de foretagne rettelser bedst forstås gennem et kendskab til de bagved liggende og indirekte benyttede Palestrinaregler. Afslutningsvis bringes en række almene betragtninger omkring Palestrinas musikhistoriske betydning.
[Download som PDF]


6. Støtte gi'r glød, støtte gi'r brød

Om operadivaen Birgit Nilssons sangteknik

af Elisabeth Meyer-Topsøe

Resumé:
Sopranen Birgit Nilsson (1918-2005) sang de mest krævende partier hos Wagner, Strauss og Puccini, på verdens største operascener, til hun var langt op i 60erne. Læs her om nogle af hendes vigtigste sangtekniske principper om en bæredygtig sangteknik.
[Download som PDF]


5. Lydkunst i det offentlige rum

af Charles Morrow

Resumé:
Inden for de seneste årtier er interessen for lydkunst (sound art) stadig vokset, både hvad angår publikum, museer, samlere, gallerier og offentlige kunstbestillinger. Mængden af lydkunstinstallationer i det offentlige rum vokser i takt med, at vi bliver mere opmærksomme på vores auditive milljøer. Denne artikel beskæftiger sig med historien bag samt praksis omkring lydkunsten og fremsætter aktuelle strategier for nye projekter i det offentlige rum.
[Download som PDF]


4. Tonespace - mere end musik

Et musikalsk eksperimentarium på Vestjysk Musikkonservatorium

af Hans Sydow

Resumé:
Tonespace er navnet på Vestjysk Musikkonservatoriums elektroniske projektuddannelse. Computeren er hovedinstrumentet, som bruges til at skabe, spille og formidle elektronisk musik og lydkunst. Tonespace er også navnet på et hus, som endnu ikke er bygget - et musikalsk eksperimentarium, hvor man skal kunne lege sig til erfaringer med lyd og musik.
[Download som PDF]


3. Lytning og begreb

En pædagogisk manual i elementær auditiv analyse

af Carl Erik Kühl

Resumé:
Artiklen præsenterer en række begreber til brug ved beskrivelsen af, hvorledes et musikalsk forløb er bygget op. Begreberne er på en gang så enkle, at de kan benyttes af enhver – med eller uden musikalsk skoling – og så almene, at de kan benyttes på al slags musik.
[Download som PDF]


2. Lyden af Viking

Et musikformidlingsprojekt i en virksomhed

af Fredrik Søegaard

Resumé:
Lyden af Viking’ er en kompositionsproces, hvor virksomhedens medarbejdere komponerer musik, som skal afspejle deres oplevelser af deres virksomhed.
[Download som PDF]


1. Ugler i musen

Om viden, tænkning og refleksion på musikkonservatoriet

af Mogens Christensen

Resumé:
Musikkonservatorierne er skabt ind i en anden tid end vor og har et langt stykke vej fået lov til at leve med kraften fra denne undfangelse. I det nye årtusinde er vor tilgang til musik og til uddannelse dog ændret så meget, at konservatorieverdenen bør formulere et bud på, hvilke værdier den vil satse på, og hvorledes disse ideer kan levendegøres i de krav og behov, der i dag er til kunst, uddannelse og forskning. 'Ugler i musen' tager sig for at kridte nogle tanker op og henvise til, hvordan man kan formulere nogle muligheder for formidling af, om og med musik, der forener kunstnerisk praksis med videnskabelig teoretisering.
[Download som PDF]