Rasmus Hansen, arrangør og orkestrator

Rasmus er uddannet rytmisk komponist og arrangør med diplomeksamen i filmkomposition fra musikkonservatoriet i Esbjerg i 2006.

Han arbejder i dag som komponist, arrangør og producer i både rytmiske og klassiske sammenhænge - almindelige bands, big bands, symfoniorkestre, kor og mindre klassiske ensembler til bl.a. solister, film, teater, musicals og CD-indspilninger.

Senest har han orkestreret og arrangeret Jakob Groths musik til Stieg Larsson-filmen "Mænd, der hader kvinder" med Bratislavas Symfoniorkester.

www.orkestrator.dk


Søren Christian Vestergaard, organist

Søren Christian Vestergaard dimitterede fra konservatoriet i Esbjerg i 1993 som studerende hos organist Sven-Ingvart Mikkelsen. Siden har han videreuddannet sig i Wien og København.

Han har stor erfaring med korledelse og et bredt fundament inden for orgelmusikkens genrer - dog betager barokmusikkens flotte og monumentale særegenhed ham i særlig grad.

Søren Christian er nu organist i Trinitatis Kirke, København og underviser ved konservatorierne i Esbjerg og København.


Peter Rosendal, jazzpianist

Er uddannet på konservatoriet i Esbjerg hos Butch Lacy og Carsten Dahl. Peter dimitterede fra konservatoriet i 2000 og har siden videreuddannet sig i København.

De seneste år har Peter Rosendal især gjort sig bemærket med sine roste trio-udgivelser sammen med Janus Templeton og Graig Earle i orkestret rosendal.earle.templeton.

www.peterrosendal.dk
www.rosendalearletempleton.com
www.myspace.com/peterrosendal


Sinne Eeg, jazzsangerinde

Sinne Eeg er tidligere studerende i Esbjerg.  Blandt anmeldernes mange superlativer er hun blevet beskrevet som »en fuldt moden kunstner, der tør sætte sig selv på spil«.

Sinne ser tilbage på sin studietid i Esbjerg med stor tilfredshed og er glad for at hun fik lov at udvikle sig før det virkeligt gjaldt: "Man vil være fed med de fede, men i København er der bare så mange dygtige musikere, som man kan drukne iblandt. Der er mere plads i en by som Esbjerg", siger hun og fremhæver blandt andet konservatoriets moderate størrelse som en force, fordi fleksibilitet er et nøgleord, hvis uddannelsesstedet skal have blik for den enkelte studerendes potentiale.

www.sinnemusic.com
myspace.com/sinneeeg


Harald me. Viuff, komponist, skulptør, pyrotekniker, dykker, musiker, mm.

Harald har en kandidatgrad fra Tonespace-linien (nu EMOL elektronisk musik og lydkunst).

Foruden et samarbejde med Center for Kunst og Videnskab (SDU) har han været tilknyttet SDMK som ekstern lektor og har bl.a. specialiseret sig i bioakustik, binaural og 3D-lyd. Om sin studietid siger han:

"Syddansk Musikkonservatorium/Tonespace er en fantastisk åben institution som ikke er bleg for at støtte op om snævre og skæve ideer/tanker/projekter. At et virke i snørklede cirkler kan få en 'blåstempling' er uvurderligt i dag."

www.viuff.com


Jacob Heide Madsen, operasanger

Jacob afsluttede sin diplomeksamen fra konservatoriet i Esbjerg i 2005 hos operasanger og docent Armeen Rasmussen.

Jacob har sammen med Sara Fiil startet operakompagniet 'Den Rullende Opera' under mottoet: 'Opera for folket'. Som navnet antyder, er det et turnéteater, som har til hensigt at lave forestillinger, der kan opføres på små såvel som store steder.

Til daglig er Jacob fast engageret ved DR Radiokoret i København.

www.denrullendeopera.dk


Martin Folmer, trompetist, komponist og dirigent

Martin Folmer er uddannet musikformidler (cand.musicae) med specialerne trompet og komposition/arrangement fra konservatoriet i Esbjerg i 2006.

Til dagligt fungerer han som dirigent for Big Band Ribe, Haderslev Big Band, Billund Ungdoms Harmoniorkester og Big Band Skolen ved Haderslev.

Om sine dirigenterfaringer og sin daglige dirigentpraksis siger han: Som dirigent har jeg haft den store fornøjelse at stå foran både kor og orkestre, på både den klassiske og den rytmiske scene Jeg har specialiseret mig i at dirigere og instruere big bands - og får i den forbindelse også mulighed for at prøve mine egne værker af i praksis.

www.trumpetman.dk


Margrethe Langer Bro, musikterapeut, pianist

Margrethe er uddannet musikpædagog og pianist fra det daværende Vestjysk Musikkonservatorium (nu SDMK) og arbejder nu på at bringe levende musik ud til mennesker i en svær livssituation. Sammen med en gruppe konservatoriestuderende er hun startet på sygehuset i Esbjerg, og reaktionerne særdeles positive i forhold til projektet 'Live Music Now' som Margrethe nu arbejder på at udbrede til resten af Danmark.

Læs artikel i Kristeligt Dagblad