Om koncerten
Onsdag op til påske kan esbjergenserne opleve lydkunst, musik og installationer, når endagsfestivalen Lydknust 2025 finder sted midt i byen samtidigt med Late Night i Esbjerg City.
Bag eventet står fire konservatoriestuderende, som er passionerede omkring at udbrede elektronisk musik og lydkunst i Esbjerg. De har bl.a. aktivt valgt, at det ikke skal udefrakommende kunstnere, der skal bringe lydoplevelserne til Esbjerg, men derimod lokale kunstnere eller kunstnere med tilknytning til Esbjerg, der leverer værkerne.
– Jeg synes det er megafedt, når lokale selv skaber rammerne i Esbjerg og omegn, fx Kantens arrangementer på Huset og Agnete Brinchs udstilling på byens elskabe med 17 kvinder, der har haft betydning for Esbjerg. Det gør, at der vokser et lokalt miljø omkring kunst og kultur med rødder i Esbjerg og omegn i stedet for, at alt bliver importvarer, siger Albert Garde Kjærulf, som er en af de studerende bag Lydknust 2025.
I år finder Lydknust sted samtidigt med Late Night i Esbjerg City dagen inden Skærtorsdag, den 16. april. Her vil et tomt butikslokale i Kongensgade genlyde af elektronisk musik og lydkunst. Blandt de kunstnere som er på programmet i år er bl.a.
Stine Benjaminsen fremfører sit værk “Byen er bevægende, byen er bevægelser” med sit elektroakustiske soloprojekt: “Recorder Recorder”. Selv siger hun om værket:
– Recorder Recorder er et elektroakustisk soloprojekt for elektronik, blokfløjter, digte, performance, og objekter. Jeg ønsker at skabe et værk med temaet ‘Rask må det gå’/’keep things moving’ helt særligt til Lydknust Festivalen 2025. Jeg ønsker at publikum skal inviteres til at bevæge sig. Og jeg vil guide dem til at skifte pladser, til at danse, til at rykke sig tæt sammen, til at vende ryggen til musikken, strække sig, holde sig for ørerne eller lukke øjnene.
Nikolaj Kynde skaber en lydinstallation.
– Mit værk “Stjerneskud” er en lydliggørelse af den trafik der gik ind i Esbjerg Havn og ind på afholdsrestauranten og ud igen for at ende i Newcastle, Stavanger eller aldrig komme tilbage, siger han og afslører, at værket inkorporerer bidder af indtalte historier bl.a. fra Byhistorisk Arkiv.
Sidst men ikke mindst vil Lukas Lindskov Pedersen vil præsentere “Velbekom'”, en lydinstallation om grådighed, fråseri og uperfekthed, hvor scenen fyldes af et højtideligt opdækket middagsbord. Lydene til dette værk stammer fra autentiske optagelser kunstneren har lavet i forbindelse med værket.
Program:
Nikolaj Kynde, lydinstallation fra kl.18-19
Lukas Lindskov Pedersen, lydinstallation fra kl.19-20
Stine Benjaminsen, performance fra kl.20-21
Fakta: Lydknust er en festival, som hvert år arrangeres af Syddansk Musikkonservatoriums andetårsstuderende på den elektroniske linje (EMOL). Formålet er at berige Esbjerg med kultur i form af elektronisk musik og lydkunst.
Praktisk info omkring Lydknust 2025:
Hvor: Kongensgade 18, 6700 Esbjerg (Det tomme butikslokale i stuen, hvor Droob/SuperBrugsen i sin tid lå på samme adresse).
Hvornår: Onsdag den 16 april 2025 fra klokken 18-21.
Pris: Gratis.
Program:
Nikolaj Kynde, lydinstallation fra kl.18-19
Lukas Lindskov Pedersen, lydinstallation fra kl.19-20
Stine Benjaminsen, performance fra kl.20-21