Dimittendundersøgelse årgang 2013 - 2016

I efteråret 2017 gennemførte Rambøll Management Consulting på vegne af Syddansk Musikkonservatorium (SDMK), landets øvrige tre musikkonservatorier samt Filmskolen en spørgeskemaundersøgelse blandt institutionernes dimittender fra perioden 2013 – 2016.

Spørgsmål vedr. dimittendernes arbejde og behov for efter- og videreuddannelse er ens på tværs af de fem institutioner, mens spørgsmål vedr. dimittendernes kvalifikationer er målrettet dimittender fra den enkelte institution. Undersøgelsen lægger sig tæt op af en dimittendundersøgelse, Rambøll gennemførte for de fire musikkonservatorier i 2013.

Fra Syddansk Musikkonservatorium har 161 ud af i alt 240 dimittender deltaget i spørgeskema- undersøgelsen. Dette giver en tilfredsstillende svarprocent på 67 %.

Undersøgelsen viser, at dimittender fra SDMK har et sammensat arbejdsliv med flere lønnede jobs og hvor ansættelsesformen er kendetegnet ved både fastansættelse og freelance. Den primære vej til beskæftigelse er gennem netværk.  

Langt den overvejende del af dimittenderne (73%) giver udtryk for, at deres arbejde primært ligger inden for deres uddannelses traditionelle område. 18 % tilkendegiver, at de i deres beskæftigelse anvender generelle kompetencer fra deres uddannelse. 

Som det fremgår af undersøgelsen, har dimittenderne hovedsaglig haft uddannelsesrelevant beskæftigelse inden for hovedområderne musikunderviser, udøvende musiker/sanger samt skabende kunstner. 

Dimittenderne giver generelt udtryk for, at deres uddannelse har givet dem de kunstneriske kompetencer og instrumentale/vokale færdigheder, de også oplever bliver, efterspurgte i deres uddannelsesrelevante arbejde. Den samme sammenhæng ses i forhold til kompetence til at tage ansvar for egen faglig udvikling og specialisering samt kompetencer til at indgå i musikfagligt og tværfagligt samarbejde.  Anderledes ser det ud med dimittendernes vurdering af entreprenørielle kompetencer. Flere dimittender savner fortsat kompetencer til at skabe netværk samt kompetencer inden for projektarbejde og –ledelse.

Ved en større revidering af uddannelserne ved SDMK i 2014 blev der sat fokus på at bibringe de studerende netop entreprenørielle kompetencer. Den fulde implementering af dette arbejde vil først vise sig hos dimittendårgangene fra 2017 og frem. 

Undersøgelsen viser yderligere, at kompetencer inden for det kunstnerisk/musikalsk skabende har fået en mere central betydning end tidligere. Dimittenderne vurderer deres opnåede kompetencer på dette område positivt, og det er deres oplevelse, at disse kompetencer efterspørges i deres uddannelsesrelevante arbejde.Med denne dimittendundersøgelse har SDMK fået et godt redskab til yderligere at kvalificere institutionens uddannelser, idet den giver retningen på en række vigtige udviklingsområder for konservatoriet; Det kunstnerisk/musikalsk skabende, netværksdannelse og projektledelse.

Undersøgelsens resultater vil blive drøftet i ledelsen, relevante råd og nævn samt i aftagerpanelet og vil på denne måde blive brugt i det fortsatte arbejde med kvalitetsudviklingen af uddannelserne ved SDMK.

 

Rambølls rapport kan hentes her [Download].