22.05.2018 08:53 Category:

sihtx har intet at skjule

Elektroakustisk live-performance med hverdagslyde


sihtx har skabt en elektroakustisk live performance med udgangspunkt i sin fascination af hverdagslyde og et ønske om at give publikum et ærligt indblik i musikkens oprindelige lydkilder. Bag aliasset "sihtx" gemmer sig den elektroniske musiker og komponist Signe Heinfelt Tolbøll.

sihtx har intet at skjule. I hvert fald ikke når det kommer til hvordan hun komponerer sinmusik. Med et dogme om at lydens oprindelige kilde skal fremvises, når det er muligt, har hun skabt en performance, hvor hun dyrker brugen af hverdagsobjekter i instrumenteringen af sine elektroakustiske produktioner.“Det fascinerer mig hvordan næsten alle objekter kan bruges til at udfolde sig musikalsk”, siger sihtx, der altid har brug reallyde og egne optagelser af genstande til at komponere sin musik med hjælp fra laptoppen, “men jeg savnede at mine lyttere havde kendskab til hvor mine lyde oprindeligt kom fra og dermed selv kunne tage del i fascinationen af at virkelig alt er musik. Mange elektroniske musikere bruger samples der gør lyden helt uigenkendelig, og det er netop det der er smukt ved elektronisk musik, at det har så mange muligheder, men jeg ønskede at folk kunne se den originale kilde og imponeres over hvor mangfoldige lyde, der kan skabes med hverdagslyde og en computer”.

Elektroakustisk trommemaskine og musik for knive

Som en del af dogmet har sihtx bygget sin egen elektroakustiske trommemaskine. Maskinen er simpel i sin funktion, men kraftfuld i sit udtryk. En kasse med fem små solenoider, der fungerer som hamre, programmeret i Max4Live til at kunne styres fra Ableton Live. På kassens arme kan der hænges det objekt 
op som man ønsker skal bruges til at frembringe lyden. Hver enkelte genstand har monteret en kontaktmikrofon, så lydene kan manipuleres i Ableton Live. Voilá! Ganske enkelt. “Når publikum kan se objekterne hoppe frem og tilbage ud fra kassen, sker der en bevægelse i musikken, der gør at man ikke længere kun komponerer for ørerne, men også for øjet. Det er lidt som at koreografere en dans til ens egen musik”, siger sihtx.

Trommemaskinen bliver blandt andet brugt til en komposition for knive og elektronik, hvor trommemaskinen slår til knivene og danner et beat. erudover spiller sihtx også på knivene med en cellobue. Den højfrekvente klang komplimenteres flot af trommemaskinens hamren på knivene. Værket hedder Vemod og er en af de værker sihtx har komponeret uden vokal og sang.

Guitaren er byttet ud med hverdagsobjekter
Sihtx er sig selv som videreførelsen af en klassisk elektroakustisk musiktradition, der blandes med en moderne singersongwriter-stil.Det hele startede da Signe var blot 17 år gammel og udvekslingsstuderende i England:“Det har altid været min drøm at kunne skrive sange og være musiker, så jeg skrev mig op til studierne uden at kunne spille på et instrument”, fortæller Signe Heinfelt Tolbøll. “En dag viste vores underviser os at man med en optager kunne optage lyde som vi kunne bruge i vores kompositioner. Det åbnede en ny dimension for mig, hvor hele verden pludselig var mit instrument. Siden den dag har hverdagslyde været min tilgang til musikken og jeg lærte faktisk aldrig sådan rigtigt at spille på et traditionelt instrument”. 

Under det kunstneriske alias sihtx er det Signes ambition at finde den perfekte sammensmeltning af elektroakustisk musik og moderne sangskrivning, hvor guitaren er byttet ud med hverdagsobjekter. Dette kan netop nu opleves live, når hun performer med hverdagsobjekter og den elektroakustiske trommemaskine.
 

Fakta:

Bag sihtx (der staves med lille forbogstav) gemmer sig komponist Signe Heinfelt Tolbøll (f.1990). Signe Heinfelt Tolbøll har en kandidatgrad i elektronisk musik og lydkunst fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Udover sit eget komponistvirke er hun også laptop-instrumentalist i det tværkunstneriske musikkollektiv LUCY BLOOM, hvor forfatter Sofie Kragh-Müller står bag bandets tekster. Musikken komponeres udover Tolbøll af Ditte Rønn-Poulsen, Sara Saxild og Mette Soele Zachau Mathiesen.