Optagelseskrav - solist

Studerende med særlige solistiske evner har efter aflagt kandidateksamen eller tilsvarende kvalifikationer mulighed for at søge optagelse i konservatoriets 2-årige solistuddannelse. 

Adgangskravet er en bestået kandidatuddannelse fra et dansk eller udenlandsk musikkonservatorium eller tilsvarende kvalifikationer, samt

  • Projektbeskrivelse 
  • Praktisk prøve 
  • Samtale 

En måned forud for den praktiske prøve fremsender ansøgeren en projektbeskrivelse (i elektronisk form) indeholdende plan for, hvordan studietiden tænkes disponeret, med angivelse af repertoire, der vil blive indstuderet samt skitse til debutkoncertens form og indhold.

Den praktiske prøve omfatter et selvvalgt program og afsluttes med en samtale, hvor ansøgeren dels uddyber sin motivation til at søge optagelse på solistuddannelsen og dels fremlægger førnævnte projektbeskrivelse.

Prøven bedømmes af et censorpanel bestående af en gennemgående ekstern censor beskikket af Kulturministeriet, en intern fagcensor samt rektor eller dennes stedfortræder.

Der gives karakter efter den til enhver tid gældende karakterskala.

Gebyr:

Ansøgere, der søges optagelse på en solistuddannelse ved Syddansk Musikkonservatorium, skal betale et ansøgningsgebyr. Dette gebyr skal indbetales samtidig med tilmeldingen. Gebyret går til delvis dækning af udgifter forbundet med optagelsesprøven. Se mere på sådan søger du.

For instrumentalister gælder følgende i den praktiske prøve:

Der fremføres et selvvalgt program af en varighed på 35-40 minutters effektiv spilletid.

Der lægges vægt på, at repertoiret afspejler ansøgerens særlige kunstneriske talent, tekniske kunnen og solistiske potentiale. Der lægges desuden vægt på en vis stilistisk bredde udvalgt med fornemmelse for ansøgerens formåen.

Der ønskes mindst et værk med kammermusikbesætning, som viser ansøgerens evne til at indgå i kammermusikalsk samarbejde med andre musikere. Dette gælder dog ikke kirkemusikere.

For sangere gælder følgende i den praktiske prøve:

Prøven foregår over 2 runder (samme dag).

1. runde (for alle): der fremføres et selvvalgt program af en varighed på 20 minutters effektiv spilletid.

2. runde (for udvalgte): der fremføres ligeledes et selvvalgt program af en varighed på 20 minutters effektiv spilletid.

Der lægges vægt på, at repertoiret afspejler ansøgerens særlige kunstneriske talent, tekniske kunnen og solistiske potentiale. Der lægges desuden vægt på en vis stilistisk bredde udvalgt med fornemmelse for ansøgerens formåen, samt repertoire fra orkesterlitteraturen (orkestersange, oratoriearie(r), opera).

Der ønskes mindst et værk med kammermusikbesætning, som viser ansøgerens evne til at indgå i kammermusikalsk samarbejde med andre musikere, og mindst et værk, hvor ansøgeren gør brug af musikdramatiske virkemidler.