Læs/Download
Om projektet
Projekters formål er at formidle folkemusikkens spillestil, didaktik og folkemusikalsk praksis til kulturskolelærere, der ikke på forhånd har kendskab til disse, samt give dem konkrete værktøjer og materiale til at videreformidle dette til deres elever. Dette muliggør at flere kulturskoleelever stifter bekendtskab med den levende folkemusiktradition, samt har lettere ved efterfølgende at indgå i folkemusikalske sammenhænge.
"Jeg oplever i disse år en stadig voksende interesse for folkemusik blandt musikere og undervisere. Flere af mine kollegaer på diverse kulturskoler spørger mig om materiale om genren eller melodier, som de kan spille med deres elever. Jeg har gang på gang ærgret mig over “kun” at have givet dem en melodi, henvist dem til en nodesamling eller foreslået dem en koncert eller en festival. Jeg ville så gerne vise dem alt det, der hører til “rundt om” melodierne, som jeg synes er fantastisk ved folkemusikken og miljøet omkring den! Deraf kommer dette PUV-projekt, hvor jeg forsøger at videreformidle de tilgange, metoder og værdier, der knytter sig til folkemusikken, til undervisere med anden musikalsk baggrund, og samtidig giver konkrete bud på hvordan, der kan arbejdes med folkemusikken i musikskole-regi. Udvælgelsen af emner i dette projekt er lavet på baggrund af interviews med undervisere og ledelse fra kulturskoler, dele af teamet bag FolkCamp , samt lederen af FolkBaltica Ensemblet .
Afsnittene i dette hæfte er alle centrale for forståelsen af den danske og nordiske folkemusik og deler sig overordnet i to grupper: Afsnit, hvor jeg har nedskrevet tavs viden omkring arbejdsformer og konkrete fremgangsmåder, som jeg har set bliver brugt i folkemusikmiljøet (“Gehørspil og mundtlig overlevering” og “Vi er flere end en - hvad stiller jeg op?”), og afsnit hvor jeg kommer med mine egne bud på, hvordan værdier, arbejdsmetoder og baggrundsviden om folkemusik kan bruges i kulturskolerne i dag (“Polka-puslespil”, “Folkemusikken er levende” og “Sammenhængen mellem musik og dans”). Ved sidstnævnte gruppe arbejder jeg især med at skabe genveje til oplevelser, så man som musiker, musikskoleelev og underviser får en smag på, hvad folkemusikken kan uden at have baggrundsviden eller forforståelse. Samtidig tilegner man sig også egenskaber og viden om genren. Desuden giver jeg også en personlig forklaring på, hvad folkemusik er for mig i afsnittet “Hvad er folkemusik?”. Fælles for alle afsnittene er ønsket om at gøre det endnu lettere for flere at indgå i folkemusikalske fællesskaber og håbet om, at musikskolerne får glæde af alt det gode, som folkemusik kan bidrage med.
Foruden projektets primære formål er det også mit håb, at det kan bidrage til en samtale og diskussion internt i genren om undervisning og formidling. Jeg har i dette projekt både lavet fravalg og forenklinger (f.eks. går jeg ikke dybere ind i stemmespil og skidtspil), men jeg håber, at andre eller jeg selv med tiden vil tage fat på dette. Mine refleksioner om projekt samt information om metode kan findes nedenfor.
Jeg håber, at du bliver glad for dette hæfte, men samtidig husker på, at folkemusik først og fremmest skal opleves sammen med andre ude i virkeligheden!"
Mette Qvist-Jensen
Læs/Download