ADGANGSGIVENDE UDDANNELSER
- Bachelor i den pågældende uddannelse eller tilsvarende fra andet dansk eller udenlandsk musikkonservatorium
- Bachelor (i musik) eller tilsvarende fra en højere videregående uddannelsesinstitution
- Professionsbachelor (i musik) eller tilsvarende fra en videregående uddannelsesinstitution
OPTAGELSESPRØVEN
Optagelsesprøven til rytmisk musiker/komponist falder i to dele.
- Koncertprøve på video
- Prøve i komposition
Koncertprøve
Den optagelsessøgende indsender, sammen med ansøgningsskemaet, en videooptagelse med et selvvalgt program af 10 minutters varighed. Sværhedsgraden svarer til bachelorprojektets koncertdel.
Videomateriale:
- Det skal af videoen tydeligt fremgå, at det er den optagelsessøgende, der medvirker, og man skal kunne se den optagelsessøgende spille/synge. Den optagelsessøgende er selv ansvarlig for tilfredsstillende lyd- og billedkvalitet.
- Der kan uploades op til 2 videoer, som tilsammen udgør 10 minutter.
- Filformat MP4 (max 1 GB pr. video). Videoerne skal være uredigerede.
Opnår ansøgeren karakteren 7 eller derover, går vedkommende videre til prøve i komposition.
Prøve i komposition
Der afleveres egne kompositioner af en varighed på mindst 15 minutter i enten partitur- eller leadsheet-format, evt. suppleret med lyddokumentation. Der aflægges desuden en prøve i motivisk udvikling, hvor ansøgeren ud fra 5 tilsendte motiver vælger 2 forskellige.
Ansøgeren har 30 dage til at komponere følgende:
- En komposition i leadsheet-format (2 systemer kan bruges) med min. 32 og max. 50 takter
- En komposition udskrevet i partiturform for et valgfrit soloinstrument. Kompositionen skal mindst vare 2 minutter og gerne længere.