Intro

Om projektet

Projektet tager udgangspunkt i samarbejdet omkring skabelsen af musik til dokumentarfilmen Born to Fight, instrueret af Ala’A Mohsen, med musik af Mons Niklas Schak.

Projektets formål er at dokumentere udviklingen af et fælles sprog mellem filmens kreative fagligheder. Dette fælles sprog er, på baggrund af refleksion og analyse, struktureret omkring fire lydperspektiver: det akustiske perspektiv, det perceptuelle perspektiv, det kulturelle perspektiv og det teknologiske perspektiv.

I filmproduktion opstår der ofte kommunikationsbarrierer mellem faggrupperne – og det er netop her, behovet for et fælles sprog viser sig. Ikke bare et sprog om harmoni melodi og rytmik, men et der faktisk binder samarbejdet sammen på tværs.

Instruktøren bærer en visuel og narrativ vision og vil røre publikum
For en klipper handler om timing, tempo og rytme i en sammenhængende fortælling

Lyddesigneren og komponisten arbejder i samme auditive rum, men ikke altid med de samme referencer. Det fælles sprog er sjældent noget man bare har – det er noget man bygger.

Konklusion

Idioten – Et fællessprog er et pædagogisk udviklingsprojekt gennemført under Syddansk Musikkonservatorium med fokus på udvikling og afprøvning af et fælles begrebsapparat for samskabelse af musik til film. Projektet tog udgangspunkt i et konkret, professionelt samarbejde om dokumentarfilmen Born to Fight i perioden september 2024 til marts 2025 mellem instruktør Alaa Mohsen og komponist Mons Niklas Schak.

Projektet blev gennemført som en praksisbaseret undersøgelse, hvor den kreative proces blev dokumenteret i realtid. Fokus var ikke alene på det færdige værk, men på den fragmenterede, iterative dialog og de beslutningsprocesser, der opstår i samarbejdet mellem instruktør og komponist.

Den analytiske og refleksive ramme for projektet har været fire lydperspektiver: det akustiske, det perceptuelle, det kulturelle og det teknologiske. Disse perspektiver har fungeret som strukturerende redskaber til at formulere og kvalificere dialogen om lyd og musik på tværs af fagligheder og har bidraget til at tydeliggøre sammenhænge mellem kunstneriske intentioner, teknologiske valg og publikumsperception.

Som led i dokumentationen er der optaget ca. 25 timers bagom-materiale fra samarbejdsprocessen. Materialet er redigeret til fire undervisningsfilm á ca. 8 minutters varighed, hvor hver film fokuserer på ét lydperspektiv. Filmene udgør en efterrefleksion over samarbejdet mellem instruktør og komponist og anvender konkrete eksempler fra processen som grundlag for analyse.

De fire film er udviklet som undervisningsmateriale og har til formål at synliggøre og formidle en fragmenteret kreativ proces, som ofte er vanskelig at beskrive gennem traditionelle undervisningsformer. Filmene giver de studerende et praksisnært indblik i, hvordan fælles forståelser, uenigheder og kreative valg opstår og forhandles i arbejdet med filmmusik.

Projektet blev afsluttet med en fælles visning af Born to Fight, suppleret af et oplæg og en refleksionssession med dokumentarinstruktører fra Den Danske Filmskole og komponister fra Syddansk Musikkonservatorium. Derudover er der udarbejdet et skriftligt dokument, som beskriver de teknologiske processer og workflows fra tidlig udvikling til endelig aflevering af musikken, med henblik på at styrke fælles struktur og tydelighed i samarbejdet mellem instruktør, komponist, tonemester og klipper.

Samlet set dokumenterer projektet et klart behov for et fælles, praksisforankret sprog i arbejdet med filmmusik. Projektet viser, at de fire lydperspektiver udgør et anvendeligt og fleksibelt rammeværktøj, der kan understøtte både undervisning og professionel praksis og bidrage til øget klarhed, effektivitet og kvalitet i tværfaglige samarbejder.


De fire film:

1. Det perceptuelle perspektiv:

2. Det kulturelle perspektiv

3. Det akustiske perspektiv

4. Det teknologiske perspektiv

Workflow

Denne Keynote-præsentation udgør dokumentationen for det teknologiske perspektiv. Den beskriver processen omkring udvikling, organisering og aflevering af musik til film og fungerer både som en workflow-beskrivelse og som en ramme for praktisk samarbejde mellem klip, lyd og musik.

Hvem står bag?