Rytmisk musiker
Rytmisk samtidsmusiker
KANDIDAT
På kandidatuddannelsen som rytmisk musiker i Esbjerg møder du et unikt studiemiljø præget af nærvær og plads til at indgå i og udvikle nye musikalske fællesskaber. Du vil være en central del af et studie præget af ligeværdighed – mellem både mennesker, genrer og musikalske præferencer, og du vil videreudvikle dit personlige musikalske udtryk, så du kan begå dig som musiker på højeste niveau.
Fakta
- Kandidat (2 år)
Om uddannelsen
Kandidatuddannelsen som Rytmisk musiker er en praksisnær kunstnerisk uddannelse baseret på høj faglig kunnen. Den har til formål at uddanne dig til en proaktiv, kompetent og velinformeret musiker, der forstår at omsætte refleksion til professionel handling. Uddannelsen er helhedspræget og sigter mod, at du udvikler din egen kunstneriske og faglige profil som udgangspunkt for et mangefacetteret virke i musik- og kulturlivet.
Den komplette musiker
På Kandidatuddannelsen fokuseres der således på fem vigtige og indbyrdes understøttende nøgleroller for den professionelle musiker:
UDØVEREN:
Udøveren repræsenterer kernen i musikerskabet på Syddansk Musikkonservatorium. Det er her du udvikler dine tekniske, musikalske og kunstneriske færdigheder, så du opnår en høj grad af musikalitet og mestring af dit instrument, samt at formidle din kunstneriske vision på en engagerende måde til forskellige publikumsgrupper.
UNDERVISEREN:
Underviseren er din evne til at kommunikere og formidle din musikalske viden og kunnen. Undervisning er en central del af mange musikeres karriere, og derfor tilbyder uddannelserne en stærk pædagogisk grunduddannelse, hvor du bl.a. lærer at planlægge og gennemføre undervisningsforløb for forskellige målgrupper, herunder børn, unge og voksne.
SKABEREN:
Skaberen er den rolle, hvor du udforsker og udvikler din egen kreative praksis, hvad enten det er inden for komposition, improvisation, lydkunst eller konceptudvikling. Denne rolle understøtter ikke kun den traditionelle forståelse af at skabe musik, men også innovation inden for kunstnerisk udtryk og projekter.
UDVIKLEREN OG ENTREPRENØREN:
Udvikler- og entreprenørrollen fokuserer på at forberede dig til at navigere i musik- og kulturlivets økonomiske og organisatoriske virkelighed. Her får du værktøjer til at realisere dine egne projekter, skabe nye muligheder og opbygge en bæredygtig karriere.
LEDEREN:
Lederen repræsenterer din evne til at tage ansvar og inspirere andre. Denne rolle trænes gennem samarbejde, projektledelse og organisatorisk forståelse, hvilket giver dig kompetencer til at påtage dig ledende funktioner i forskellige kunstneriske, musikalske og tværfaglige sammenhænge.
Skema, indhold og aktiviteter
I løbet af din kandidatuddannelse tilegner du dig en høj grad af viden, kompetencer og færdigheder, så du kan begå dig som musiker på højeste niveau og som gør dig i stand til at bidrage til udviklingen af det musikalske arbejdsmarked samt kunst- og kulturlivet. Noget du bl.a. vil få lejlighed til at afprøve på det store samfundsvendte projekt på 2. semester, hvor du sætter din musik og din faglighed i spil i en samfunds- og velfærdsrelevant sammenhæng i tæt samarbejde med en ekstern partner. Kandidatuddannelsen er et afrundet uddannelsesforløb, som giver dig et grundlag for et bæredygtigt musikalsk, kunstnerisk og pædagogisk arbejdsliv.
Du vil gennem dit studie udvikle evnen til at træffe selvstændige valg på baggrund af en tilgang, hvor kunstnerisk udtryk og skabertrang går hånd i hånd med en solid håndværksmæssig ballast. Uddannelsen kendetegnes ved et stort fokus på at skabe musik, hvor både komposition og improvisation er i højsædet på tværs af fag og projekter. Her vil du have rig mulighed for at fordybe dig inden for et bredt spektrum af rytmiske genrer og potentielt set alt derimellem - herunder jazz i alle afskygninger, pop, rock, fri improvisation, singer/songwriter, afrocubansk, indisk, third stream og fusion... eller måske noget helt tiende efter et forslag fra dig som studerende.
Foruden den skemalagte undervisning byder uddannelsen på tværfaglige projektorienterede fokusuger, masterclasses, temauger, artist talks, entreprenørskabsdage, faggruppeprojekter samt et væld af koncerter. Dit studieliv kommer til at foregå i et lokalt og nært studiemiljø, hvor der er plads til dig, og hvor du vil blive efterspurgt. Langt de fleste studerende bor her, øver her og spiller her i et utal af konstellationer, som skaber grobund for en særlig kultur for både personligt og fælles initiativ og projektskabelse.
Kandidatuddannelsen har ud over fokus på hovedinstrumentundervisningen og sammenspil også fokus på instrumentalpædagogikundervisning med selvstændig undervisning i sammenspilsledelse, pædagogik og psykologi.
SKEMA
Dit skema vil variere fra uge til uge i løbet af året. Nogle fag har du kun i begrænsede perioder i løbet af året, mens der er andre fag du har hele året. Foruden de skemalagte fag skal du regne med at afsætte tid til øvning og til studieaktiviteter der ikke er skemalagte, som fx masterclasses, workshops og koncerter. Når du ikke har skemalagte aktiviteter kan du reservere ledige lokaler til øvning alene eller sammen med andre studerende.
Nedenstående er et eksempel på hvordan et skema kan se ud i en tilfældig uge i løbet af året.
Beslægtede uddannelser
- Rytmisk Musiker, Odense er en uddannelse, for dig, der ønsker at fordybe dig i jazzen for at lade den udgøre afsættet for dit liv som professionel musiker.
- 'Rytmisk musiker og komponist' er en uddannelse for dig der ønsker du et større fokus på komposition.
- 'Musiker og musikpædagogisk udvikler' (MPU) er en uddannelse for dig der ønsker endnu større fokus på musikpædagogik.
FAQ
Typiske spørgsmål og praktisk info
Konservatorieuddannelserne i Danmark består af en bacheloruddannelse på 3 år, en kandidatuddannelse på 2 år samt en overbyggende solistuddannelse på yderligere 2 år.
Kandidatuddannelserne forudsætter, at du har bestået bacheloruddannelse fra et dansk eller udenlandsk musikkonservatorium - eller har tilsvarende kvalifikationer.
Du kan som udgangspunkt søge ind uanset hvilket instrument, du spiller på.
Til optagelsesprøverne skal du demonstrere dine færdigheder på dit hovedinstrument/sang og testes i en række almene fag som teori og hørelære. Prøverne foregår delvist digitalt og delvist med fysisk fremmøde.
Optagelsesprøverne til SDMK's kandidatuddannelser ligger altid i begyndelsen af januar. Find datoerne for de kommende prøver her.
Al skemalagt undervisning foregår som udgangspunkt på SDMK i Esbjerg mellem klokkken 8 og 18. Dog kan der i forbindelse med orkesterprojekter, masterclasses og anden ekstraordinær undervisning være placeret undervisning uden for dette tidsrum.
Vi har samlet en række generelle spørgsmål og svar om økonomi, ECTS, studiesteder, merit osv. på denne side.
Har du spørgsmål vedr. uddannelsen, kan du kontakte:
- Studieleder Mads Kjær Jensen
+45 92150632 / mkj@sdmk.dk - Studiesekretær Lene Kielsen
+45 63119915 / lki@sdmk.dk