12 Musicians from another place

I 12 Musicians from Antoher Place undersøges forholdet mellem folklore, improvisation og partiturmusik med afsæt i 12 musikeres miljømæssige diversitet og kulturelle baggrund, og den synergi mellem notation og improvisation, gehør og tilstedeværelse i musikken, der udspringer fra musikernes individuelle afsæt i egne miljøer. Målet er gennem dialogiske kunstneriske eksperimenter at formulere konkrete strategiske modeller for udviklingen af transparente værker og samarbejder, således at der  skabes en ramme der kan udgøre et klart defineret afsæt til videre arbejder indenfor og udforskninger af feltet.

Det er i høj grad med afsæt i egne erfaringer, at Thommy Andersson udvikler forståelsen for de strategier der analyseres og sammenlignes i projektet. Det er således komponisten, underviseren og den udøvende kunstner, Thommy Andersson, der placerer sig i projektets center. Projektets bredere forankring, og den deraf udspringende berigelse af det praksisfelt han bevæger sig indenfor, sikres ved at kombinere refleksion over egen praksis med undersøgelsen af andre musikeres erfaringer med det kunstneriske møde med fremmede miljøer, samt personlige interviews med de medvirkende musikere.

I dette projekt findes nøglen til skabelsen af musik via mødet mellem mennesker, hvis musikerne tør stå fast ved deres egen baggrund, og samtidigt respektere andres, i at bringe hver enkeltes stemme ind i musikken uden kompromis. Refleksionen over en ny lyd skaber kreativitet, men også beslutningsproblemer. Lysten til at udvikle et tonesprog og formsans skaber nye kompositoriske benspænd og videreudvikler Andersson i hans virke som kunstner. Den åbner op form nye muligheder for at skabe. Folklore og menneskelig miljømæssig interesse, samt accept i bredeste forstand er de grundlæggende elementer i dette projekt. Grundviden og ekspertise i nytænkende orkestrering, form og notation er dybt integreret i den kompositoriske proces.  Som professionel arrangør vil Andersson bruge sin orkestrale viden og videreudvikle den med fokus på ny viden omkring klangdannelse i dette transparente orkester. Selve notationen bliver i sig selv ny, da nogle af musikerne ikke nødvendigvis læser vestlig notation, kun spiller efter gehør, eller har deres egen måde at notere musik på.

Projektet inviterer til mangfoldigheden. Integrering af musikere med atypiske instrumenter der normalvis ikke har sin “stemme” etableret i et større orkester.

Projektet er finansieret gennem en projektmodningsbevilling fra Kulturministeriets pulje til KUV.   

Projektmodningen har taget afsæt i en række besøg hos og interview med musikere fra forskellige lokalmiljøer og kulturer. Interviewene er dokumenteret på video og lyd. 

Erfaringer, indtryk og viden indsamlet ved møderne med de enkelte musikere er efterfølgende blevet analyseret og katalogiseret med henblik på at udarbejde en oversigt over ny viden med relevans for afdækning af udfordringer og potentialer i forhold til udviklingen af en kompositionsmetodik, der retter sig specifikt mod interkulturelle ensembler.

Interviewene afslørede forskellige forventninger til komponisten som enten værende en slags arbejdsleder eller en skabende kunstner musikerne skal afkode. Endvidere ændres komponistens rolle også i kraft af det førkompositoriske arbejde, der finder sted i møderne med musikerne, idet den tilegnede viden om hver enkelt musiker åbner mulighed for at komponere musik, der adresserer musikernes individuelle og kulturbårne præferencer. Dette peger på et dialogbaseret samarbejde mellem musikere og komponist, hvor der i højere grad er tale om skabende samarbejde med komponisten som objektiv facilitator for forløsningen af et specifikt ensembles musikalske potentiale. 

Analysens væsentligste resultater vedrører følgende elementer:

Redefinering af komponistens rolle fra traditionel, subjektiv og suveræn værkskaber til objektiv facilitator for forløsningen af et specifikt ensembles musikalske potentiale.

Komponisten kan som metodisk greb flytte sig fra sit eget subjektive udgangspunkt til at tage et mere objektivt udgangspunkt i et overblik over de medvirkende musikeres udtryksfelt og ”comfort zone”. Facilitatorrollen går i høj grad ud på at oversætte den enkeltes musikers forforståelse (i projektet kommer de 12 musikere fra 12 forskellige geografiske og kulturelle traditioner) til modellerbart kunstnerisk materiale, der gør det muligt at forløse og kommunikere ensemblets potentiale til alle de deltagende.

Kompositionerne er personspecifikke i udgangspunktet, men komponistens rolle bliver at sørge for at resultatet bliver et kunstnerisk validt og rigt facetteret fælles udtryk.

Komponistens metodiske udarbejdelse af et systematisk katalog (komponistens værktøjskasse) over de specifikke musikeres foretrukne udtryksfelt (ampetus, rytmiske karakteristika, dynamik, harmonisk univers, sluttonepræferencer m.m.)

Musikalske øvelser som komponisten kan bruge for at skabe sig et overblik over hvilke lyde og muligheder et orkester har. Øvelserne er blevet afprøvet i samspil med de interviewede musikere og med studerende fra SDMK.

 

Den nævnte redefinering af komponistens rolle rejser bl.a. følgende spørgsmål til nærmere undersøgelse:

• Hvad er komponistens mere præcise rolle som arbejdsleder? Der vil være behov for en afklaring omkring rollefordelingen i den kunstneriske proces i det (sam-)skabende arbejde.
• Hvilke strategier kan man anvende for at udfordre og udvide et udtryksfelt, der tager udgangspunkt i musikernes fastlagte præferencer
• Hvordan kan komponisten sikre, at man ved den anvendte metode både kan tage udgangspunkt i erfaringerne og samtidigt skabe rum for at slipper erfaringerne?
   

Desuden peger undersøgelsen på følgende behov for en udvikling af:

• flere forskellige typer af værktøjskasser, der ud fra forskellige parametre kan gøre de enkelte musikeres kunstneriske og personlige kulturbårne værdier rammeskabende for processen. 
• en mere simpel og præcis notation, samt den menneskelige dialog i skabelsen af musik.
• en dybere kvalitativ systematisering af metodens dialog mellem musikere og komponist

 

Helt centralt i den viden modningsforløbet har afdækket står det forhold, at når en dybere indsigt i musikeres diversitet og forskelligheder gøres til grundlag for den kompositoriske proces opstår en ny indgangsvinkel for komponisten. En tilgang hvor dialogen er i centrum for at kunne udvikle og give slip på problematikker i allerede eksisterende viden. Komponistens rolle bliver i højere defineret som en tovholder der kan slippe sin kreation og gå i dialog med de involverede på en mere direkte måde, end at udgangspunktet er klargjorte teknikker der på papiret ville fungere.