Everybody comes from somewhere

Marc Bernstein, KUV (2018-2019)
Projektmodning

I "Everybody comes from somewhere" undersøges samspillet mellem storytelling og musik og den synergi der udspringer heraf, med henblik på at udvikle metoder til at opsøge, forstå, føle og formidle sit ophav gennem musikken.

Everybody comes from somewhere

I "Everybody comes from somewhere" undersøges samspillet mellem storytelling og musik og den synergi der udspringer heraf, med henblik på at udvikle metoder til at opsøge, forstå, føle og formidle sit ophav gennem musikken.

Formålet er dels at udvikle en personligt relevant platform for den enkelte kunstners skabende arbejde, og dels at eksperimentere med koncertformer, der giver både kunstnere og publikum mulighed for at forholde sig følelsesmæssigt til deres egne fortællinger og dele dem med andre. Musik handler ikke kun om kunstneren, men i høj grad også om de fortællinger der leves og opleves af publikum, og hvordan disse relaterer sig til musikken.

Omdrejningspunktet for projektet vil være fortællinger med afsæt i kunstnerens og publikums slægtshistorie og musikkens evne til at adressere de hertil knyttede følelser på tværs af tid, rum og kulturelle tilhørsforhold. Det er således musikkens evne til at formidle især de grundlæggende følelser på tværs af kulturer og, måske endnu vigtigere, også musikkens evne til at vække disse og mere komplekse følelser i mennesker, der indtager en central rolle i projektet. Både i researchfasen, hvor kunstneren afdækker sin egen fortælling og identificerer de følelser der knytter sig hertil, i kompositionsfasen, hvor kunstneren skal forholde sig til hvilke følelser der skal formidles og hvordan det bedst gøres, og i koncertsituationen, hvor publikum genkender, forholder sig til og for nogles vedkommende føler de følelser der formidles gennem musikken. Gennem musikken opsøges og aktiveres de emotionelle fællesnævnere der ligger uden for sprogets rækkevidde og er genkendelige på tværs af menneskers personlige fortællinger, hvorved det bliver dem muligt at spejle sig i og i nogle tilfælde føle hinandens fortællinger. Målet er at kunstnere og til dels også publikum opnår en dybere forståelse af hvem de selv er, og som følge heraf også får en større forståelse af hvem deres medmennesker er.

Projektet er på nuværende tidspunkt i iterativ dialog mellem dets indledende researchdel, der både omfatter research omkring Bernsteinslægtens historie, afdækning af kunstnerisk praksis og kunstnerisk udviklingsvirksomhed med relevans for projektet, samt nedslag i forskning omkring samspillet mellem musik og følelser, og en udviklingsfase der omfatter kunstneriske eksperimenter i form af kompositionsarbejde og workshops herom, baseret på den viden der indsamles omkring projektets genstandsfelt.

Projektet formidles i en række vidoer og tekster, samt albumudgivelsen "Everybody comes from somewhere"

Projektet er finansieret gennem en bevilling fra Kulturministeriets pulje til KUV. 

Conversation #1: Family and background

Conversation #2: Concept and teaching

Conversation #3: About the music

Student interviews

ECFS Minisite

Videoer, tekster og musik finder du her:

Everybody comes from somewhere

Resultater

Modningsforløbet indledtes med afdækning af eksisterende teoretisk og praktisk arbejde på området. Med afsæt heri gennemførtes en række interviews med centrale internationale aktører på feltet. Hensigten var at afdække forskellige metodiske tilgange til kompositionsarbejde baseret på slægtsfortællinger, samt at identificere relevante problemstillinger og nye potentielle undersøgelsesfelter inden for genstandsfeltet.  Udover forskellige metodiske tilgange afdækkede interviewene bl.a. interessante problemstillinger omkring mødet mellem en traditionsbunden tilgang til musikalsk kulturarv og nyfortolkende praksis, der tager afsæt i denne. Afdækning af viden omkring projektets genstandsfelt, herunder eksisterende forskning og udviklingsarbejde på området, samt indsamling af de slægtsfortællinger udgør grundmaterialet i projektet.

På baggrund af den indsamlede viden udvikledes en replicerbar proces for kompositionsarbejde med slægtshistorisk afsæt. Denne blev afprøvet og videreudviklet i et iterativt forløb, der omfattede
research omkring Marc Bernsteins egen slægtshistorie, musikteoretisk tilgang informeret af familiens geografiske og kulturelle kontekst, komposition af nye værker, samt øvning og orkestrering af nyt musikalsk materiale. Dette udmundede i en metodisk tilgang, der efterfølgende blev introduceret for og afprøvet af studerende ved Syddansk Musikkonservatorium med tilfredsstillende resultater.

Marc Bernsteins og de involverede studerendes kompositioner er blevet præsenteret i forskellige koncertformater og fremstillingsformer. Tilbagemeldinger fra publikum viser, at den særlige personlige fortælling, der ligger bag den teoretisk/kompositoriske tilgang i de nyskrevne værker i væsentlig grad bidrager til tilhørernes umiddelbare indlevelse og følelsesmæssige engagement i musikken, der som anden samtidsjazz ellers kan beskrives og opleves som temmelig abstrakt af et bredere publikum. Indspilningen af materialet på 180 g. vinyl-LP’er kobler den personlige og det personliges betydning i projektet med fysisk og taktil vægtighed, ligesom LP-omslagets grafiske format også søger at nå modtageren på et ekstra-musikalsk plan. På den måde er der bevidst tilstræbt en sammenhæng mellem værkernes dybe personlige forankring i komponistens familiemæssige og musikalske historik samt den tyngde og det moment, der er valgt i formidlingsformerne.

Erfaringerne med projektets dybe proces (slægtshistorie, musikteoretisk udvikling med afsæt i kulturelt og personligt ”DNA”, nyskrevne kompositioner) i kombination med de brede virkemidler i det valgte formidlingsunivers (koncertformatet, historiefortællingen, Youtube-videoer, 180 g. vinyl-LP) giver anledning til Marc Bernsteins ønske om at udforske det videre potentiale i at arbejde med projektets metodik. Et bredere og dybere undersøgelsesfelt kan tage udgangspunkt i musik i kobling med andre kunstformer, der kan fremkalde og udkrystallisere flere facetter af projektets følelsesmæssige, mentale og fysiske univers. Disse parametre peger specielt mod at udforske metoderne fra ”Everybody Comes From Somewhere” i samspil med en kropslig og rumlig udtryksform som f.eks. dans/koreografi.