Folk-Øh-Musik
Artiklen kan downloades her:
Om folkemusik, dens historik og definitioner
Indledning
Folkemusik er et nøgleord for undervisere og studerende ved konservatoriets
folkemusiklinje, Folkekons. Det er kernen i uddannelsen og det vi hver dag har
mellem fingrene, så vi må vel vide hvad ordet dækker over.
Folkemusik - må jo slet og ret være musik for folk. Men det der er musik for folk, er
vel musik, folk kan lide, altså det der er populært for folk, dvs populærmusik,
popmusik. Men i almindeligt sprogbrug ville ingen påstå at det der spilles på P3 er
folkemusik. Så de folk, hvis musik folkemusikken er, er nok ikke hele folket. Men
hvem er disse folk så? Og oven i købet er det engelske ord ”folk” jo vist en genre i sig
selv. Er folk´en en del af folkemusikken eller folkemusikken en del af folk´en ?
Mange kalder også folkemusik for traditionel musik. Tradition - det korte og hurtige
svar er nok at tradition er noget gammelt. Hvis det bare kendetegnes af alderen, så
er det jo alt det der hører hjemme på et museum, som vi beskæftiger os med. Og her
er de fleste nok uenige. For tradition er samtidig noget levende. Men noget på
samme tid gammelt og levende lyder som modsætninger? Og hvem bestemmer så,
hvor gammelt ”gammelt” skal være? Eller hvor levende ”levende” er? Men hvis det
bare skal være noget levende, så er det jo …. alting.
I folkemusikmiljøet oplever jeg at vi ofte taler forbi hinanden. Jeg er blevet
yderligere tilskyndet til at skrive denne artikel efter at have oplevet at begreberne i
sig selv kan blive brugt som et kvalitetsmærke. Det fremhæves f eks ofte som en god
ting, hvis folkemusikken er traditionel. Hvis det ikke er ud af en tradition, er det ikke
godt og dermed ikke værd at beskæftige sig med. Men i samme åndedrag
reflekteres der ikke over hvad tradition egentlig er.
Det er ikke min hensigt at finde ”den gældende” definition på folkemusik, men jeg
synes der mangler en kort, letlæselig og letfattelig, men dog grundig gennemgang af
hvor ordet ”folkemusik” kommer fra, hvilke definitioner der findes og hvordan
samfundet har indvirket på definitionerne gennem tiden.
Jeg har i min artikel ikke beskæftiget mig med definitioner fra andre lande på grund
af væsentlige forskelle i samfundsstruktur, infrastruktur og historie. Jeg kunne også
inddrage ordene traditionsmusik eller traditionel musik, men har valgt at fokusere
på folkemusik, da det for konservatoriets folkemusiklinje er ordet folkemusik, som
udgør vores overskrift.
”Folket”opdages
”Folke-” i det danske ord ”folkemusik” stammer fra starten af 1800-tallet. Dengang
det var hårdt at være dansker! I 1807 blev København bombarderet, i 1813 gik
staten bankerot og i 1814 måtte Norge afgives. De intellektuelle ville bidrage til at
hæve folkets sunkne mod, og derfor satte NFS Grundtvig sig for at oversætte Saxo´s
krønike til folkeligt, mundtligt dansk fuldt af ”kærnedanske ordsprog” for at ”vække
fædrenes ånd til live”. Men han løb hurtigt tør for ordsprog og opfordrede derfor i
1817 danskerne til at indsende jævne folkeordsprog og -talemåder til sine
oversættelser. Dette var den første danske indsamling af ”folke”-noget-som- helst,
og en del af en europæisk tendens.
Og hvor fik NFS så ideen om ”folkekulturen” fra ? Så må vi spole lidt tilbage:
I 1700tallets slutning måtte Europas herskende adel vige mere og mere for en
voksende borgerklasse. Efterhånden som flere og flere opkomlinge trængte sig på,
blev fine manerer og ”civilisation” et vigtigt adelsmærke, som effektivt udelukkede
dem, der ikke var født ind i adelen.
Ordet ”folk” begyndte nu at blive anvendt politisk og retorisk. De tyske intellektuelle
blev inspireret af den franske filosof Rousseau og angreb hoffets udvendige elegance
samt satte spørgsmålstegn ved deres moral og retfærdighed og dermed også
adelens ret til at herske. De fremhævede i stedet det tyske ”folk”, som de anså for
bærende af en særlig kultur, mere moralsk og retfærdig, baseret på indre
egenskaber, i modsætning til ydre opførsel og manerer. Den tyske filosof Johann
Gottfried Von Herder opfandt ordet ”Volkslied” (folkevise) i 1773 og desuden
”folkedigtning” og ”folkekultur”. Herder så folkeslagene som ligeberettigede og
erkendelsen af deres særegenhed var en positiv inspiration til at forstå
menneskelige værdier. Hans opfattelse var folket som en organisme der skaber
sammenhæng i historien, og den senere politisk nationalistiske vinkel lå ham fjernt.
I Frankrig, under den franske revolution (1789-99), blev ”folket” et af
borgerklassens vigtigste våben mod kongehuset, dets ødselhed og magt. Folkefrihed,
folkemagt og folkestyre blev ord som spredtes over hele Europa. De gamle
kongeriger var alle sat sammen af mange befolkningsgrupper. Magten hvilede på en
sindrig arbejdsfordeling mellem forskellige folk og grupper under en konge. Men nu
skulle folk og nationer være det samme i en ny slags politisk og kulturel enhed,
nationalstaten. Den skulle styres af folkets repræsentanter i form af borgerlige
statsmænd.
Owe Ronström skriver i sin artikel ”Nationell musik? Bondemusik?” fra 1990 (her i
min oversættelse): ”Hvem var så ”folket”? Det gamle germanske ord Volk havde
grundbetydningen ”et kollektiv af en slags”, men det havde desuden flere andre og
delvist selvmodsigende betydninger. For nogle af tidens romantikere var folk det
samme som hele befolkningen indenfor et vist område eller sprogfællesskab,
undtagen konge og adel. Folk, nation og befolkning blev synonymer. Andre skelnede
mellem to eller flere forskellige klasser eller samfundslag indenfor en nation og
derfor blev folket identificeret som samfundets brede lag. For dem var folk lig med
almuen, bondestanden, populas”.
De som deltog i opdagelsen af ”folket” begav sig ud for at søge folkets musik og fandt
en stor skat af dansemelodier og viser, som ingen vidste hvem der havde skabt.
Folket kendte ikke til ophavsmændene og værdsatte ikke kundskaben om dem. Den
serbiske folkemindesamler Vuk Karadzic skrev i starten af 1800-tallet om sine
meddelere "Alle fornægter sin egen delagtighed, til og med den virkelige digter, og
siger at de har hørt det fra en anden”. Og allerede Goethe opdagede de forskellige
opfattelser og påpegede at begrebet Volkslieder var noget mange brugte uden
egentlig at gøre sig begreb om hvad det indebar.
Nogle mente at folkemusikken var nedsunket kulturgods fra kunstmusikken og var
blevet forvansket under nedsivningen. Andre mente at alt var skabt af folket i en
mægtig kollektiv og spontan skabelsesproces, at ”folket digter”.
Det danske ”folke-” i 1800tallet
NFS havde en søn, Svend Grundtvig, som i 1840´erne grundlagde folkemindestudiet
ud fra nationalromantiske ideer. Han var særdeles inspireret af den svenske digter
Geijer, som hævdede at folkeviser ikke er fra en enkelt samfundsklasse, men poesi
for sjælenes fælles bånd, idet ”et heelt Folk sang som een Mand”. Og når Svend
Grundtvig talte om folkepoesien, understregede han at det var noget historisk
afsluttet, ikke noget historisk vordende, noget der skabtes. Det handlede om intet
mindre end folkets urstemme. Folkemindeforskningen var en slags åndelig
arkæologi og når der blev talt om folkeviser og folkeeventyr, mentes der hele det
danske folk, men ikke i deres egen samtid. Det var minder om den ånd, der engang
havde besjælet hele det danske folk. Men til gengæld håbede forskerne og
indsamlerne at materialet igen ville blive FOLKEligt og brugt af alle. Derfor
opfordrede Svend Grundtvig alle danskere til at indsamle minder i folkemunde, dvs
folkeviser, -sagn, -digtning og -eventyr.
Så fulgte Danmarks største folkemindesamler, Evald Tang Kristensen, som turede
Jylland rundt fra 1860´erne og omtrent 40 år frem og lyttede og nedskrev de gamles
sange, fortællinger og historier. Han var ikke decideret forsker, men skolelærer, og
man må tage hatten af for hans omfattende ører og det faktum at han var heden
rundt – til fods! Han indsamlede 3000 folkeviser, 1000 melodier, 2700 eventyr,
25000 sagn samt 25000 rim og ordsprog og anså folkeminderne som en særlig
poesi, en ”livspoesi”, som Tang Kristensen ønskede at bevare og sprede til hele
folket.
Folkemindeforskeren Axel Olrik kom til i 1880´erne og videreførte Grundtvigs
videnskabelige arbejde, herunder Danmarks gamle Folkeviser, men hans interesse
var i større grad sagaer og heltedigtning. Han blev mere og mere interesseret i
datidens nutidstradition og førte forskningen op til nutidige traditioner, f eks. Sankt
Hans. Han var med til at grundlægge Dansk Folkemindesamling i 1904 og der var
lagt op til at det ”folkelige” ikke kun var det gamle og støvede, men også det
samtidige.
Danmarks første musiketnolog Hjalmar Thuren (1873-1912) mente ligesom Olrik,
at forskningen i den ældre folkemusik måtte bygge på et kendskab til
nutidstraditionen. Denne grundholdning videreførte organist og arkivar Hakon
Grüner Nielsen, som optog på fonografen, det nye smarte tekniske vidunder, som
kunne fastholde musik og fortælling til voksrulle, og det blev tydeligt at ”folke-” ikke
kun er det historiske. Hans forståelse for stoffet som en størrelse i evig forandring
udtrykte han således: ”Det må aldrig glemmes at enhver melodivariant i sig selv
nødvendigvis har en vis mening, og at en melodis omdannelser i høj grad kan give
anledning til skabelse af ny kunstværdier”. Grüner Nielsen var aktiv indsamler og
forfatter til blandt andet ”Vore ældste folkedanse” fra 1917, og han fungerede som
arkivar på Folkemindesamlingen frem til 1953.
”Folke –” i det 20. århundrede
Udover de forskellige forskningstiltag på området har folkemusikkens
organisationer også spillet en stor rolle i bestræbelserne på at beskrive hvad
folkemusik er. Den første forening på dansk jord blev oprettet i 1901 af bl.a. Andreas
Otterstrøm. Han havde oplevet Filochorus, en svensk mandetrup i folkedragter,
danse og musicere på Dagmarteatret i 1900. Otterstrøm var fyr og flamme og inden
længe var en dansk trup på turne rundt i det danske land og en forening
”Foreningen til Folkedansens Fremme” (FFF) var født. FFF´s hovedformål var at
bevare og udbrede de gamle danse, melodier og dragter, idet folkedansen skulle
være opdragende for folket og fremelske sundhed og renhed i folkelivet.
Musik var der selvfølgelig også til, men først i 1943-44 var der grobund for at den
musikalske del af folkedansebevægelsen fik sin egen forsamling, nemlig Danske
Folkedanseres Spillemandskreds, som oprettedes med Svend Jørgensen som primus
motor. Han indsamlede en stor mængde spillemandsbøger og skrev mange artikler
til tidsskrifterne Hjemstavnsliv og Folkedansen i Danmark i 30´erne og 40´erne.
Jørgensen forsøgte sig med en definition af folkemusik i 40´erne som ”den musik,
der udspringer af selve folket og som finder udtryk i sang eller på instrumenter
fremstillet af eller opstået i folket”. Og dansemusik-delen af denne musik
benævner han spillemandsmusik, som han begrænser til at være fra perioden 1750-
1850. Han ville føre spillemandstraditionen tilbage til middelalderen og anså dans
og musik som ”nedsunket kulturgods”. Derfor interesserede samtiden ham ikke og
han skyede nymodens instrumenter, f eks. harmonikaen, på den tid nedsættende
nævnt som ”sømandsklaveret”. Spillemandskredsen var for de musikere, som kunne
spille efter noder, da Jørgensen anså det for meget vigtigt at spillemændene kunne
hele det danske repertoire, og ikke kun musik fra en vis egn, idet han
gennemhullede myten om at melodierne var egnsbestemte. Han beviste at mange
melodier var kendt over hele landet og satte også enkelte melodier ind i en
europæisk kontekst og var i den henseende temmelig internationalt tænkende.
Samtidig ville Svend Jørgensen gerne give spillemandsmusikken klassiske idealer og
havde ikke meget til overs for ”de dårlige, tarvelige musikanter, hvis musik nærmest
bestod i hvinende og skrattende toner ledsaget af tunge træskotramp.”
I midten af det 20. århundrede var der ikke megen debat angående folkemusik, og
de indlæg der var, kom fra spillemandskredsen, som på samme tid definerede
musikken meget stramt (”kun noder”! ”Ingen tramp”!) og meget bredt (musikken
kommer alle vegne fra). Jørgensen brystede sig ikke af videnskabelighed, men da
der ingen var til at modsige ham hans udlægninger, kan man måske oven i købet tale
om at han kom til at danne en ny ideologi for spillemands- og
folkedanserbevægelsen.
Dette stod på indtil en konservatorieuddannet komponist dukkede op. Thorkild
Knudsen var i 1950erne løst tilknyttet Dansk Folkemindesamling, og fra 1958
igangsatte han indsamlinger og optog musik og sang i hele landet. Han oprettede i
1971 en afdeling af Dansk Folkemindesamling i Hogager ved Holstebro i form af en
”videnskabelig station”. Knudsen videreførte forskningen omkring melodiernes
oprindelse og tonalitet, om end i en helt ny retning, idet han betonede melodiernes
stadige forandring, betinget af sanger, brugssituation og miljø. Han var inspireret af
den sovjetiske musikteoretiker Asafjevs intonations-tese om at ”de musikalske
udtryk aldrig er i hvile, men er led i en uophørlig proces i stadig forandring, bestemt
af de materielle omgivelser og den social-historiske udvikling”. Han indførte
allerede kendte begreber som intonation og fraser, men gav dem en ny betydning:
”Intonationer kan fraseres forskelligt fra gang til gang og er derfor foranderlige”.
Knudsens teorier blev kritiseret for bl.a. manglende videnskabelig konkretisering,
men det praktiske arbejde i folkemusikhusene rundt omkring har været under stor
indflydelse af hans ideer om folkemusikken og ballademelodiernes natur.
Folkemusikhusene fandt sammen i foreningsregi i FolkeMusikHusRingen i 1976.
Samtidig skelnede Thorkild Knudsen også til det sociale og talte om forskellige
”scener” som ”folkescenen” og den ”kommercielle mediescene” og snævrede
folkemusikken ind ved at hævde at ”folk er de fattige”. Knudsen var mest
interesseret i den traditionelle ”Gammelballade” (middelaldervise) og søgte efter
den på ”den rene folkescene, hvor der er et gensidigt afhængighedsforhold imellem
balladen og en situation i folkelivet”. Han mente at der er en tidløs og almen
forbindelse imellem traditionel folkemusik og nutidens rytmiske musik og at den
rytmiske folkemusik havde et for tæt afhængighedsforhold til især den
kommercielle Mediescene.
Men der skete jo også noget musikalsk i slipstrømmen på de store omvæltninger i
samfundet ude i verden. Folk-revival´en i USA med de direkte og indirekte politiske
og sociale kommentarer inspirerede danske musikere med base i blues og jazz, og
”den ny folkemusik” opstod med visesangere som Cæsar, Trille og Povl Dissing i
midten af 1960erne. Disse kunstnere optrådte på scenerne, indspillede og udgav
plader og var en naturlig del af udviklingen. De spillede en musik, som henvendte sig
direkte til publikum og stod fast på at være vedkommende, i øjenhøjde og til tider
også politisk aktuel. I Politikens Folkemusikleksikon fra 1989 med undertitlen ”Den
ny folkemusiks navne gennem 30 år” fremhæves at redaktionen er bevidst om de
vidt forskellige betydninger af folkemusik, som der findes, men ud fra et subjektivt
ønske om at være med til at fjerne ”de sidste urimelige og uhensigtsmæssige skel
mellem den gamle og den ny folkemusik”, benytter de sig alligevel af ordet
”folkemusik” frem for det mere rummelige ”folk”. Selvom redaktionen erkender at
der er en ”ny” og en ”gammel” folkemusik, er de tilsyneladende samtidig af den
opfattelse af der kun bør være een.
Da Thorkild Knudsen i 1970erne havde introduceret de unge i folkemusikhusene for
den garvede spillemand Evald Thomsen og visesangersken Ingeborg Munch22 , som
begge fik varig betydning for mange af de unge, var banen kridtet op med både ”ny”
folkemusik, ”gammel” folkemusik, ”folk”, kommerciel musik, spillemandsmusik, og
amatørinkluderende musik i den samme verden, på samme tid. Alt kunne betegnes
folkemusik. Og dermed var i mine øjne forvirringen og roderiet dejligt komplet , for
samtidig var rummeligheden i ordet folkemusik næsten uden grænser!
I 1981 opstod ønsket om en organisation som kunne varetage ”de nye
folkemusikeres” interesser. Her var der tale om musikere, der levede af
scenemusikken og som syntes at de eksisterende foreninger ikke var rummelige nok
for den udenlandske og den anderledes tænkning om folkemusik, som var kommet
ind med revival´en. Foreningens navn var FolkeMusikSammenslutningen.
De tre store foreninger: Spillemandskredsen, FolkeMusikSammenslutningen og
FolkeMusikHusRingen så sig hver især som primær varetager af folkemusikkens
interesser uden større grad af samarbejde. Hver forening ansøgte for sig Statens
Musikråd om økonomisk støtte til deres medlemmer og deres musik, og derfor
indkaldte Statens Musikråd de tre foreninger til en konference i 1991. Resultatet på
konferencen var at foreningerne i fællesskab søgte midler fra Statens Musikråd til at
stifte Folkemusikkens Fælles Sekretariat (1994 – 2010), hvor bestyrelsen bestod af
repræsentanter fra alle tre foreninger, og alle beslutninger skulle træffes i
konsensus. Men forventningerne til sekretariatet var stadig forskellige; nogle så det
som et sekretariat i ordets egentlige forstand, mens andre gerne så en musikpolitisk
organisation, men faktum var at FFS i midlerne fra musikrådet var bundet til at
arbejde med den professionelle musik bl.a. ved udgivelse af folkemusikmagasin,
deltagelse på musikmesser og transportstøtte til turnerende folkemusikere.
Udover ønsket om et sekretariat var de tre foreninger også enige om at ville arbejde
hen imod en folkemusikalsk uddannelse. Folkemusiklinjen på det Fynske
Musikkonservatorium blev en realitet i 1998.
På baggrund af historien i Danmark går det derfor ikke at forsøge at finde én
forståelse af ordet folkemusik, da lagene i historien stritter i mange forskellige
retninger. Ifølge min opfattelse kan man groft inddele det således:
• Den ældste, Folkemindeforskningens, opfattelse af ”folke -” som det
”ældgamle/middelalderlige” – blev brugt af forskere og indsamlere. I dag er
forskere og akademikere overordentligt bevidste om den snævre definitions
begrænsning, og derfor bruges den ikke længere.
• Spillemandskredsen gamle og snævert definerede ”almuemusik fra 1750-
1850 spillet på et særligt udvalg af instrumenter”, som stadig sidder i manges
rygrad som en sandhed, selvom den definition i dag er blødt væsentligt op.
• Så kom Thorkild Knudsens temmelig langhårede definition på ”intonation”
og ”frasering” og metaopfattelse af at ”alt er folkemusik”, men at det til
gengæld kun er muligt at definere hvilken ”scene” musikken eksisterer på,
folkets scene, den kommercielle scene eller kunstmusikkens scene.
• ”Den ny folkemusik”, folk´en, er baseret på den amerikanske folk-revival. Den
kalder sig også for folkemusik, idet de amerikanske historiske sammenhænge
er skruet sammen som vores hjemlige med folklorister, arkiver og
indsamlingsarbejde som udgangspunkt.
Forskelliges forsøg på definition
International Folk Music Council, IFMC blev dannet i Unesco-regi i 1947 som et
fredsprojekt i kølvandet på 2. Verdenskrig. IFMC er den største internationale
interesseorganisation for folkemusik, og de satte sig som noget af det første for at
skrive en definition på folkemusik. Den lyder :
”Folkemusik er produkt af en musikalsk tradition, der bygger på mundtlig
overlevering. De faktorer, som skaber traditionen er:
• Kontinuitet, som sammenknytter nutid og fortid
• Variation, som udspringer af kreative impulser fra individ eller
samfund.
• Et samfunds selektion, som er afgørende for i hvilke former, musikken
overlever.
Det er et samfunds omformning og genskabelse af musikken, der gør den til
folkemusik.”
Betegnelsen ‘folkemusik’ blev dog med tiden en spændetrøje pga dens
eurocentriske definition, hvor kun europæisk folkemusik blev omfattet26. I 1981
ændredes navnet på organisationen fra IFMC til ICTM (International Council for
Traditional Music), så det i dag er en organisation for det mere ideologisk neutrale
”traditional music” i stedet for ”folk music”.
Den Store Danske Encyklopædi tager udgangspunkt i ICTM´s definition. Her kan
man læse Jens Henrik Koudals præsentation af ICTM´s definition, dog med
pointering af nogle efter hans mening væsentlige diskutable antagelser, idet denne
definition forudsætter eksistensen af samfund med stabile levevilkår, hvor mundtlig
tradition kan eksistere. Højt industrialiserede, urbaniserede samfund passer ifølge
Koudal ikke ind i definitionen.
Ifølge det noget mere fagspecifikke opslagsværk, Gads Musikleksikon fra 2003,
begrænser folkemusik sig til det i ikke-skriftlig tradition bevarede musik i
”folkelige” samfundslag. Forfatteren (igen Jens Henrik Koudal) sondrer her at
folkemusikken er i stadig forvandling, så længe den er levende, og ”først når den
levende folkemusiktradition er døet ud, fikseres musikken”.
I dagens danske 2015-virkelighed hiver journalisten Rene Gummer i en artikel om
Tønder Festival i Weekendavisen følgende definition frem: ”Folkemusik er et
musikalsk udtryk, der har været anvendt i århundreder i et afgrænset nationalt
område, og som ikke kan fusioneres med andre genrer”. Gummer ytrer samtidig at
han ikke har meget tilovers for definitionen, da det ikke giver mening at ”tale om
egnsbestemt musik i en globaliseret verden.
Jeg ledte efter ordlyden på definitionen og fandt følgende på Wikipedia, som jeg
derfor umiddelbart regner med er Gummers kilde: ”(…) Det særegne ved den
traditionelle definition af folkemusik er at den er egnsbestemt og dermed knyttet til et
bestemt folk, i et bestemt afgrænset nationalt område. Den lader sig sjældent fusionere
med andre genrer – i så fald vil nogle hævde, at den mister retten til genrebetegnelsen
folkemusik(…)”
Det er i mine øjne klart at en festival som Tønder Festival ikke deler denne
definition af folkemusik som ”nationalt afgrænset” og ”ikke-fusion-bar”. Men jeg
synes det er interessant at NÅR der en sjælden gang dukker noget op i medierne i
dag om folkemusik, ser man ikke med det samme ordet folkemusik som
indbefattende næsten alting på én gang. Men journalisten forsøger stadig at henvise
til en snæver definition fra et opslagsværk. Hvilket er mærkeligt, idet der i den
brede befolkning er så utroligt mange som relaterer til folkemusik på vidt forskellig
vis.
Afslutning
Alle disse forskellige opfattelser af folkemusik igennem tiden og de forskellige
definitioner har givet os et temmelig bredt billede af at folkemusik både er givet af
nogle helt særlige rammer og på samme tid givet af at der ikke er nogen rammer
overhovedet. Det er både meget uigennemskueligt og samtidig åbent og nuanceret.
Kort udtrykt er definitionen af folkemusik gået fra at være en social kategorisering
til en stilart med visse karakteristika. Det sære er at ordet ”folkemusik” stadig
bruges i vid udstrækning, samtidig med at der ikke altid er bevidsthed om at
betydningen er så langt fra dengang ordet blev til. Men ordet ligger bare godt i
munden og er blevet til noget de fleste gerne vil relatere til som noget menneskeligt,
noget rart, noget hyggeligt (ih – hvor kernedansk er det ikke!), noget folkeligt.
Ordene traditionsmusik, roots music, folk, vestlig instrumental musik,
folkedansemusik og spillemandsmusik kan slet ikke det samme, de er nærmest
ekskluderende i deres klang, hvorimod ”FOLKE”musik næsten er ligeså godt som
”MENNESKE”musik.
Jeg citerer her Owe Ronströms afsluttende refleksion fra sin 1990-artikel med titlen
”Nationell musik? Bondemusik?” (min oversættelse) :
”Det er svært at afgrænse folkemusik fra anden slags musik. Endnu sværere er
det at afgrænse folkemusikken i en vis region fra musikken i andre regioner.
Spørgsmålet om hvad folkemusik ”egentlig er” eller hvad der er ”typisk
gotlandsk folkemusik” er umuligt at besvare. Men det er tydeligt at begrebet
bærer på en så stor kulturel ladning at mange har vovet forsøget. Til syvende
og sidst er folkemusikken ikke andet end det vi kalder folkemusik. Det er de
mennesker, der anvender ordet som bestemmer hvad det skal betyde. Musiker,
forsker, politiker, publikum, alle er indblandede i en evig tovtrækning om i
hvilken retning og hvor langt indholdet kan strækkes. I midten står de ivrigste
folkemusikkombattanter og kæmper i hver sin retning. De som prædiker
rettroenhed, ægthed, moral og trofasthed mod traditionerne står overfor dem
som prædiker kættersk nyskabelse, udvikling og fremskridt. Hvad skal man tro
om udgangen af denne kamp? (…) ”
Dette citat synes jeg passer godt på den danske virkelighed også, da det rammer
umuligheden ved at give et endegyldigt svar og henviser til den evindelige
diskussion, som findes. Min umiddelbare respons på det åbne spørgsmål til sidst er
dog : at denne kamp og debat til stadighed er nødvendig!
Hvis jeg til sidst ser på min kortlægning af folkemusik gennem folkemusiklinjens
kikkert, kan jeg se en sammenhæng mellem de mange opfattelser af folkemusik og
den musikalske mangfoldighed blandt studerende og undervisere. Jeg håber at nye
generationer af folkemusikere ser sig selv som et led i historien og ser de mange
muligheder der er ved at kalde sig for folkemusiker, men først og fremmest
vedkender sig nødvendigheden af at reflektere over hvor de selv står i landskabet.
I mine egne øjne er musik en kommunikation mellem mennesker. Musik er et sprog.
Folkemusik er relation mellem mennesker, det sprog, som giver bedst mening når
det er FRA nogen eller EFTER nogen eller TIL nogen. Og et sprog er en personlig
ting, som andre end én selv ikke kan definere. Derfor mener jeg ikke, man kan
definere hvad folkemusik er i bred forstand. Men bare gøre op med sig selv, hvad
folkemusik er for én selv.
Og hvorfor arbejder jeg med folkemusik? Fordi det er vidunderligt at spille. Fordi
det er vidunderligt at kommunikere musikalsk uden noder. Fordi det er vidunderligt
at se folk danse og være til stede i deres dans. Og fordi det for mig er vigtigt at der
fortsat eksisterer denne form for musik, som ligger i smørhullet mellem klassisk og
rytmisk musik, mellem klanglig følelsessvulstighed og rytmisk grooveyhed, mellem
de episke ballader og den aktuelle tekst, mellem fortid og fremtid. – Lige der hvor
bevidstheden om de gamle spillemænd, balladesangere og visesangere sætter det
personlige nutids-individ i spil og kræver svar på spørgsmålet ”hvad er folkemusik
for DIG?”
Litteraturliste:
Trykte kilder :
Piø, Iørn 1966: Folkeminder og traditionsforskning. Dansk historisk Fællesforenings
Håndbøger, København.
Ronström, Ove 1990: ”Nationell musik? Bondemusik? Om folkmusikbegreppet”.
I:Maria Herlin Karnell & Kerstin Kyhlberg (red.) ”Gimaint u bänskt. Folkmusikens
historia på Gotland.” Gotlands Fornsal. Ss 9-20.
Kofod, Else Marie og Koudal, Jens Henrik 1993: “Forord” 12 x Tang. Artikler om den
mangesidige Evald Tang Kristensen (Foreningen Danmarks Folkeminder 1993).
København, s. 7-8.
Bohlmann, Philip 1988 The study of Folk Music in the Modern World. Indiana
University Press, USA.
Koudal, Jens Henrik 2004: Folkeminder og dagliglivets kultur. C.A.Reitzels Forlag.
Knudsen, Anelise og Thorkild 1995: Seks indgange til balladen, bd. 1-2,
(Folkemusikhus 13-14). Hogager, bd. 1, s. 100.
Klitgaard, Alan (red.) 1989: Politikens Folkemusikleksikon, Den ny folkemusiks navne
gennem 30 år. Politikens Forlag.
Koudal, Jens Henrik 1994-2001: Den store danske Encyklopædi. Gyldendal
Koudal, Jens Henrik 2003: GADs Musikleksikon. Gads Forlag, København.
Gummer, Rene 2015 “Folkets Tønder”, trykt i Weekendavisen 04.09.15
Utrykte kilder :
Bech, Benjamin Bøgelund 2009 musikhistorieopgave: ”Hvad er folkemusik” (Det
Fynske Musikkonservatorium). Utrykt
Christensen, Anders, speciale 1992 ”Vi bruger hele kroppen” (Københavns
Universitet). Utrykt
Bæk, John, speciale 1999: ”Dansk Spillemandsmusik 1660-1999”
(Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet). Utrykt