Om projektet
DET LIMINALE RUM - VILKÅRET FOR AT SKABE I OVERGANGSRUMMET MELLEM NATUR OG KULTUR
Antropologen Victor W. Turner beskriver det liminale rum, som et sted hvor overgangen mellem to stadier udspiller sig. Her er mennesket i højere grad modtagelig for nye indtryk, fordi der eksisterer et bredt felt af mulige udfald og der er derfor tale om et moment af ren potentialitet, hvor alt dirrer i balancen. Et sådant overgangsrum er et mentalt rum, som i nogle tilfælde også kan manifestere sig fysisk, hvor objekter, arter, kunst, begreber og ord er udflydende. Rummet opstår når Liv Vester Larsen som kunstner placerer begreber og elementer ved siden af hinanden og herved skaber et kreativt spændingsfelt. Det åbner for en ny måde at arbejde med og forholde sig til det, der omgiver os.
I ”Det liminale rum” undersøger Liv hvordan man kan skabe et sådant overgangsrum mellem natur og kultur i en kunstnerisk kontekst og hvordan man fastholder sin kreative tilstedeværelse i det rum.
Skabelse og fastholdelse af det liminale rum
Siden 2018 har Liv Vester Larsen med et kunstnerisk udgangspunkt i musik, tekst og samtaler undersøgt naturens betydning for sin egen og andres kreative tilstedeværelse i det tværkunstneriske projekt Creative - without Nature?). Gennem undersøgende kunstneriske arbejdeer hun nået frem til den erkendelse, at der i mødet mellem natur og kultur, kan opstå det kreative spændingsfelt Turner beskriver som det liminale rum. Ved at opsøge og etablere forskellige rum, fysiske såvel som mentale, hvor det naturlige møder det ikkenaturlige forsøger hun, at udvikle metodiske greb til at åbne døren til det liminale rum og det kreative potentiale det rummer. Det naturlige vil have form af planter og dyr, mens det ikkenaturlige, eller det kulturskabte, vil være musik og Livs fysiske tilstedeværelse i det naturlige. Med det kreative potentiale det liminale rum indeholder er det som kunstner selvsagt attraktivt at kunne fastholde sin tilstedeværelse i det i et omfang der gør det muligt at skabe kunst, eller i det mindste etablere grundlaget for efterfølgende at skabe kunst, mens man befinder sig i liminaltilstanden. I projektet vil Liv undersøge sin egen fastholdelse i en musikalsk kontekst med henblik på at udvikle metodiske greb til fastholdelse af tilstanden.
Arbejdsproces og refleksioner herom dokumenteres gennem lydoptagelser, lydskitser og nykomponeret lyd- og tekstmateriale, som senere inddrages i den afsluttende formidling af projektet, der bl.a. vil have form af en podcastserie og en formidlingskoncert.