Filmkomponist
Film- og mediekomposition: En kreativ og kunstnerisk uddannelse
KANDIDAT
Som filmkomponist er din opgave at skabe et musikalsk udtryk, der understøtter fortællingen og dens kunstneriske vision. Uddannelsen sigter mod at uddanne filmkomponister, der kan lede udviklingen af musikken gennem alle projektets faser, i tæt samarbejde med instruktør, klipper og tonemester, men også resten af holdet.
Fakta
- Kandidat (2 år)
Om uddannelsen
Undervisningen foregår i tæt samarbejde med Den Danske Filmskole, hvor du arbejder sammen med alle faggrupper indenfor filmproduktion gennem fælles projekter (CoLabs), øvelser og kurser. Hovedfaget, filmkomposition, undervises primært i København, delvist på filmskolen.
Filmskolen har fire retninger: Animation, Fiktion, Dokumentar og Spil. Du vil blive præsenteret for at komponere og producere musik til disse forskellige medie undervejs.
Fokus i hovedfaget ligger på følgende:
- Musikken som medfortæller: Musikken er en integreret del af fortællingen og den kunstneriske vision.
- Udvikling af færdigheder: Du lærer at komponere og redigere musik til film, tv og spil.
- Egen kunstnerisk stemme: Der lægges vægt på at udvikle en personlig kunstnerisk identitet og skabende praksis.
- Kunstnerisk samarbejde og ledelse: Fokus på samarbejdet med instruktør, klipper og tonemester i udviklingen af musikken til et projekt.
Når du søger ind på uddannelsen, skal du være indstillet på, at vejen til at blive filmkomponist er krævende. Det kræver både lyst og evner til at drive din egen kunstneriske virksomhed, herunder ledelse, økonomi og planlægning. Uddannelsen hjælper dig i gang med denne rejse og skaber samtidig mulighed for at etablere et netværk med kunstnere fra både filmskolen og spilbranchen.
Fra dag ét betragtes du som kunstner med personligt ansvar for både dine egne værker og de projekter, I skaber i fællesskab. Du skal være indstillet på selv at drive udviklingen fremad sammen med dit filmhold og kunne håndtere din egen tidsplan. Det er et krav, at du er flydende i dansk, både skriftligt og mundtligt, da undervisningen foregår på dansk. Der stilles store krav til selvledelse og samarbejdsevner.
Undervisningen omfatter:
- Skabelse og samarbejde omkring musik til film, animation og spilprojekter på Den Danske Filmskole.
- Holdundervisning og solotimer.
- Hovedfag i filmkomposition gennem 1., 2., 3. og 4. semester med undervisning af Mons Niklas Schak og Kåre Bjerkø.
- Orkestrering og arrangement på 1. og 2. semester med Thomas Bryla samt på 4. semester med Jørgen Lauritsen.
Der undervises i:
- Komposition
- Immersive audio – Dolby Atmos
- Kreativ musik til spil
- Filmanalyse
- Orkestrering
- Computerteknikker
- Dramaturgi
- Filmmix
- Kunstnerisk samarbejde, økonomi og ledelse
På 3. semester komponerer vi musik til computerspil som en del af DADIU-programmet, der er et fælles semester for danske studerende fra kunstskoler og universiteter, hvor de arbejder i tværfaglige teams som i et rigtigt spilfirma. Semesteret omfatter undervisning, workshops og produktion af spil, hvor studerende samarbejder med Game Director, Producer, Audio Designer og programmør.
Masterclasses inkluderer:
- Filmmusikkens dramaturgi med Hans Erik Phillip.
- Filmisk fortælleform med Arne Bro.
Gæstelærerne varierer fra år til år, men tæller i øjeblikket bl.a. Peter Albrechtsen, Lil Lacy, Jonas Struck, Niklas Schmidt, Flemming Nordkrog og flere.
Der er mulighed for at arbejde i konservatoriets professionelle lydstudie og lave optagelser i koncertsalen, hvor du kan bruge dine medstuderende som studiemusikere.
Tidligere kandidater arbejder i dag aktivt i filmbranchen, både nationalt og internationalt. I 2023 udgjorde filmkomponister uddannet fra SMDK cirka en tredjedel af de danske komponister på årets spillefilm støttet af Det Danske Filminstitut.
Kandidatuddannelsen giver titlen cand.musicae. Vi opfordrer kvinder til at søge, da mangfoldighed er et centralt fokusområde på de kunstneriske uddannelser.
Den komplette kunstner
På SDMK's kandidatuddannelser fokuseres på en række vigtige og indbyrdes understøttende nøgleroller for den professionelle musiker og kunstner:
UDØVEREN:
Udøveren repræsenterer kernen i musikerskabet på Syddansk Musikkonservatorium. Det er her du udvikler dine tekniske, musikalske og kunstneriske færdigheder, så du opnår en høj graf af musikalitet og mestring af dit instrument eller din stemme, samtidig med at du lærer at formidle din kunstneriske vision på en engagerende måde til forskellige publikumsgrupper.
SKABEREN:
Skaberen er den rolle, hvor du udforsker og udvikler din egen kreative praksis, hvad enten det er inden for komposition, improvisation, lydkunst eller konceptudvikling. Denne rolle understøtter ikke kun den traditionelle forståelse af at skabe musik, men også innovation inden for kunstnerisk udtryk og projekter.
UDVIKLEREN OG ENTREPRENØREN:
Udvikler- og entreprenørrollen fokuserer på at forberede dig til at navigere i musik- og kulturlivets økonomiske og organisatoriske virkelighed. Her får du værktøjer til at realisere dine egne projekter, skabe nye muligheder og opbygge en bæredygtig karriere.
LEDEREN:
Lederen repræsenterer din evne til at tage ansvar og inspirere andre. Denne rolle trænes gennem samarbejde, projektledelse og organisatorisk forståelse, hvilket giver dig kompetencer til at påtage dig ledende funktioner i forskellige kunstneriske, musikalske og tværfaglige sammenhænge.
FAQ
Typiske spørgsmål og praktisk info
Konservatorieuddannelserne i Danmark består af en bacheloruddannelse på 3 år, en kandidatuddannelse på 2 år samt en overbyggende solistuddannelse på yderligere 2 år.
Kandidatuddannelserne forudsætter, at du har bestået bacheloruddannelse fra et dansk eller udenlandsk musikkonservatorium - eller har tilsvarende kvalifikationer.
I forbindelse med optagelsesprøverne skal du indsende eksempler på dine kompositioner og blandt andet gøre rede for din motivation.
Optagelsesprøverne til SDMK's kandidatuddannelser ligger i januar. Find datoerne for de kommende prøver her.
Al skemalagt undervisning foregår som udgangspunkt på filmskolen i København eller på SDMK i Esbjerg.
Vi har samlet en række generelle spørgsmål og svar om økonomi, ECTS, studiesteder, merit osv. på denne side.
Har du spørgsmål vedr. uddannelsen, kan du kontakte:
- Studieleder Mads Kjær Jensen
+45 92150632 / mkj@sdmk.dk - Studiesekretær Lene Kielsen
+45 63119915 / lki@sdmk.dk